Citat

DLF advarer mod for tidlige løfter om lønstigninger

Offentliggjort Sidst opdateret

FOA, BUPL og Dansk Sygeplejeråd har alle rost statsminister Mette Frederiksen (S) for at åbne for lønstigninger til offentlige ansatte, men samme toner lyder ikke fra Danmarks Lærerforening, skriver altinget.dk/uddannelse.

Lærernes formand Gordon Ørskov Madsen advarer politikerne mod at love lønstigninger, før regeringens lønstrukturkomité har afleveret sine konklusioner.

"Man skal virkelig passe på lige nu med politisk at forudsætte, at der er lønproblemer for nogle, hvis det ikke er tilfældet. Det er jo præcis derfor, at vi har en lønstrukturkomité. Når den kommer med sin rapport, håber jeg, at der er nogle klare konklusioner," siger han og uddyber:

"Hvis nogle grupper får for lidt i løn, og politikerne kommer med ekstra penge, har vi netop brug for komitéens konklusioner til at fordele dem", siger han.

Regeringen nedsatte lønstrukturkomitén i oktober sidste år. Her lød det, at komitéen skal have færdiggjort sit arbejde inden udgangen af 2022.

altinget.dk/uddannelse: Lærerformand advarer mod ”utidige” løfter om lønstigninger