Lærerblad
I sin sidste leder slår Erik Schmidt et slag for lærernes ytringsfrihed.
LærerBladet i Odense er udkommet for sidste gang
Erik Schmidt forlod i 2014 sit job som lærer på Agedrup Skole efter at have modtaget en tjenstlig advarsel for sine ytringer på et lærermøde. Fire år senere blev advarslen kendt uberettiget af landsretten, men siden 2014 har Erik Schmidt været redaktør af Odense Lærerforenings blad LærerBladet. Bladet er netop udkommet for sidste gang, da Odense Lærerforening vil overgå til udelukkende at kommunikere digitalt. I sin sidste leder skriver Erik Schmidt om sin gamle skole, Agedrup Skole, der igen er kommet i vælten.
"Rigtig mange lærere er blevet kontaktet af de lokale medier, men ingen tør at udtale sig, selv om deres udvidede ytringsfrihed på papiret er sikret. Det er stærkt foruroligende. Den 7. marts 2024 skrev et markant flertal af lærere på Agedrup Skole kollektivt og anonymt dog et brev til skoleledelsen med kritik af ledelsesstilen. Af brevet fremgår det, at lærerne ikke føler sig bakket op, at de oplever, deres autoritet undergraves med irettesættelser for forkert børnesyn, og at de ikke tør at sige deres mening eller bringe pædagogiske problemer til debat, fordi de frygter at blive sanktioneret", skriver Erik Schmidt og opfordrer alle lærere til at løfte hovedet og hæve stemmen.
LærerBladet nr. 2, 2024