Teaterforestillingen "War and Lovecraft" handler om afhængighed af virtuelle computer- og onlinespil. Instruktør og dramatiker har formået at skabe et intelligent udgangspunkt for diskussion om fordele og ulemper ved computerspil til elever i de større klasser (7.-10. klasse).

Publikum bevæger sig på flere fiktionsniveauer i og med denne forestilling, og stykket søger i hele processen at nedbryde vores virkelighedsfornemmelse. Dramatisk er her tale om en klassisk opbygget dramaturgi, en fremadrettet historie, som vil vise sig vellykket til folkeskoleelever. Hertil har instruktøren valgt at bruge en totalteaterform, der indebærer, at Den fjerde Væg ikke eksisterer i denne sammenhæng. Det er herved tilladt for skuespillere og dansere at bevæge sig ned blandt publikum, kigge på, sidde med og tale med publikum - vi bliver naturligt en del af hele dette univers uden at blive inddraget fysisk.

Denne form, totalteatret, henvender sig især til yngre mennesker og vil gøre oplevelsen mere seværdig og vedkommende for målgruppen, end det eksempelvis kan være tilfældet med klassisk teater. Karakteren Ether - en mandlig, manipulerende kritiker af computerspil - og Nuit - en kvindelig, flirtende fortaler for samme - styrer skuespillerne (og publikum) gennem historien med lige dele kynisme og lige dele distanceret, humørfyldt, tør ironi. Nuit føler mere og ser, som Ether, ikke farerne ved onlinespillet "War and Lovecraft", som er omdrejningspunktet for teaterstykket. Skuespillerne gør det stort set lødigt i de til tider noget stereotype karakterer, dog med hovedkarakteren Rikke (Mette Alvang) som et fremragende alsidigt talent. Danserne imponerer medrivende med god plastisk fornemmelse for scenerummet, og de er flot integrerede som spilfigurerne i forestillingen.