I året 79 gik vulkanen Pompei i et voldsomt udbrud, der udslettede en hel by. Billederne af den antikke befolkning, der bliver fanget af den varme lava og forstenet i et øjebliksbillede, er ikoniske. Det er således en særdeles stærk dramatisk motor, der driver handlingen frem i Teater Nordkrafts nyeste forestilling.

Fortællingen foregår i dagene op til det fatale udbrud. For foden af Pompei lever pigen Primigenia med sine forældre og deres slaver. Omdrejningspunktet for historien er venskabet mellem den frie datter og hendes veninde Iris, der samtidig er hendes slave. Imens Primigenias forældre diskuterer, om vulkanens rumlen kalder på en flugt, er Iris og hendes mor tvunget til at blive, som de ufrie mennesker de er. Det hele spidser til, efterhånden som fuglefløjtene forsvinder, og kogte fisk kommer op til overfladen i havet.

Vi er fanget af fortællingens spektakulære konflikt, selvom scenografien og dele af iscenesættelsen rummer nogle alvorlige kritikpunkter. For det første virker den plisserede gardinscenografi i middelhavsnuancer gammeldags. Tidens hjem var i øvrigt rig på stærke farver. For det andet fungerer rolleskiftene ikke helt optimalt, når skuespillerne gør deres stemmer dybe bag scenen eller tager en hat på for at illudere forældrene. Men det er trods alt til at leve med i en forestilling, der byder på underholdning og masser af substans til undervisningen bagefter. Forestillingen rummer spændende temaer af både historisk og moralsk karakter, der kan følges op på i historieundervisningen.