Anmeldelse
Under uret
Under uret
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Moderne dans har altid levet et liv i skyggen af teatrets andre kunstarter. Og det er en skam. For scenen for moderne dans i Danmark har international klasse. Der er masser af talent og mod. Den manglende popularitet hænger muligvis sammen med vores indgroede forventninger til, at fortællinger kræver en verbal form. I dansen er sproget kroppens. Og det er sundt at udfordre sig selv og opleve fortællinger formidlet på andre sprog, end man er vant til.
Fakta:
Titel: Under uret
Type: Teater
Forlag: Saga Dance Art Collective
Saga Dance Art Collective på Frederiksberg hører til et af de nye og talentfulde dansekompagnier. I forestillingen "Under uret - en blind date" møder vi to unge mennesker, der skal mødes til en blind date. Pigen er blind. Drengen er utålmodig for at mødes. Men København er stor og kaotisk. Specielt når man er blind. Hun farer vild, og han er tæt på at opgive stævnemødet. Til sidst lykkes det dog at forenes i en dans, og pludselig kan hun navigere frit rundt i byen.
Forestillingen er rettet mod de 10-14-årige. Koreografien er varieret, og musikeren Anna Eltard skaber en fantastisk lydkulisse. Den urbane scenografi skaber den helt rette stemning. Det er skønt at opleve, hvordan kroppen kan bruges som historieformidler. Desværre er historien lidt for banal og forudsigelig. Men de unge kvindelige tilskuere var tydeligvis opslugt, og de to danseres charme og talent er indiskutabelt. Derfor skal der lyde en opfordring til at få noget moderne dans ud på skolerne. Og start gerne med "Under uret - en blind date".