Anmeldelse
Pinkie
Pinkie
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvem skulle tro, at man kunne finde teater i sin reneste form på Mors? Ikke desto mindre har Limfjordsteatret på Mors skabt en sprudlende satirisk komedie om den danske indsats i Afghanistan. Forestillingen "Pinkie" følger fire soldaters kamp mod fjenden, hinanden og sig selv. De er udstationeret midt i fjendeland kun 200 meter fra talibanerne. De er udklædt som klovne og optræder artistisk med inspiration fra den russiske cirkustradition. De fire soldater repræsenterer hver sin arketype, ligesom vi kender det fra Ludvig Holberg. De har alle deres svagheder, som bliver udstillet gang på gang. Satiren i forestillingen udstiller motiverne bag krigen, hvor ordet demokrati bliver dyrket i den vestlige verden, som afghanerne dyrker Allah. Hvem er fundamentalisterne i den krig?
Fakta:
Titel: Pinkie
Type: Teater
Forlag: Limfjordsteatret
Forestillingen "Pinkie" tager udgangspunkt i den groteske ordløse komedie, der har nære relationer til den græske komedies udtryk og samfundssatiriske fokus. Det lyder muligvis utilgængeligt og tungt. Men det er det ikke. Tværtimod er der tale om en eksplosion af indtryk, udtryk og fantasi. Læg dertil en genial scenografi og lyssætning. Det er det nærmeste, man kommer på biografen i et teater. Limfjordsteatret har på alle måder skabt en suveræn forestilling. På trods af et ordløst manuskript er der masser af fortolkningslag, og satiren er aldrig ensidig. Stykket kan således bruges til at diskutere Afghanistan-krigen og teaterets tradition for at udfordre magthaverne, ligesom der er masser af teaterhistoriske referencer at tage fat på.