Vi er til fortælleteater i Teaterhuset i Odense. En fortæller og en musiker fortæller, synger og spiller musik om deres barndom.

Og hvorfor nu det? "Fortællingerne inviterer tilhørerne til at genkalde sig og mærke den barndom, som vi alle bærer inden i os". Denne genoplevelse gør os bevidste om, hvilken rolle barndommen spiller for vores liv i dag. Den giver også en oplevelse af, hvad det som barn vil sige at være afhængig af voksne.

Historiefortælleren fremfører med jysk lune historier fra sin barndom, blandt andet om dengang han skrev til Khrustjof, fordi han gerne ville sendes ud i rummet sammen med sin hund Hansa. Om da han fortæller jægeren Anton om, at han har fået en ræv til at gå ud af sit gode skind, og om konfrontation med døden i skikkelse af en såret fugl.

Musikeren og komponisten Erling Hjernø fremfører sange med musikledsagelse. Fortælleren Jens Peter Madsens virkemidler er stemmen og mimikken. Han fortæller ud fra barnets naive fortællerposition. Fortællingen er virkningsfuld og sanselig og fanger publikum. Musikken er understøttende og iørefaldende, sangteksterne er enkle og realistiske.

Fortællingerne lever gennem mundtligheden, men er af begrænset kunstnerisk kvalitet. Det samme gælder de prosadigte, musikeren fremfører.

Jeg tror ikke, forestillingen egner sig til at stå alene, men i forbindelse med kurser og arrangementer om fortællingen eller børneliv for lærere, pædagoger, studerende og forældre vil den kunne bruges som oplæg til diskussion og undervisning, og den inspirerer til at bruge fortællingen til oplevelse, erkendelse og læring.