Anmeldelse
I virkeligheden
I virkeligheden
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvis dine elever bruger lidt rigelig tid foran computeren, er det på tide at komme i teatret. Teatrets opgave er at forløse gennem følelsesmæssig genkendelse, og det gør denne forestilling. "I virkeligheden" har en spændingskurve, der kan få de fleste til at gispe og hoppe i sædet. Temaet er netop de unges (over-)forbrug af computeren.
Fakta:
Titel: I virkeligheden
Type: Teater
Forlag: Teater Vestvolden
Jon er testpilot på et nyt interaktivt computerspil. Hans skeptiske far hvirvles ved en fejl selv ind i spillet, så Jon og hans virtuelle ven må redde ham. Imens er en repræsentant for spilvirksomheden sendt ud for at slette alle spor, herunder faren, Jon og den virtuelle ven. Men intet går, som de forventer.
Med computerteknologi har "I virkeligheden" skabt en scenografisk visuel fanfare. Gennem effektfulde, animerede projektioner på flytbare lærreder på scenen og et stort transparent lærred som "den fjerde væg" ud mod publikum griber forestillingen fat i de unges behov for afveksling, fart og nervepirrende fortællekunst.
Skuespillerne kan virke som marionetter i forhold til den overdådige tekniske formåen. Karaktererne kan fremstå lettere overspillede og karikerede, men mon ikke det er helt bevidst fra instruktørens side. Det virker trods alt fint i denne thriller med sit hæsblæsende tempo.
"I virkeligheden" forløser så sandelig, og den sætter tilmed fokus på virkeligheden, hvor livet og kærligheden trives allerbedst. Forestillingen lægger op til en filosofisk og samfundsfaglig debat.
Skolemateriale til forestillingen kan downloades fra teatrets hjemmeside. Det kan hjælpe til at sætte et fokus på diskussionen. Eleverne skal i grupper eller hver for sig svare på en række spørgsmål, men den filosofiske del bør være i et åbent forum, hvor alle supplerer hinanden.