Dansk Rakkerpaks nye forestilling "Puttgarden" er mere grotesk, sort og absurd end tidligere set i deres regi. Det er heldigvis gennemført i en grad, så man må overgive sig energisk lattermildt til det vanvittige univers. Man kan vælge at kigge undrende på, hvis stilen virker ude på overdrevet, men det er svært ikke at lade sig rive med af de mange humoristiske indslag, som denne forestilling byder på. Genial komik er det. Tegneserieagtigt finurligt - tilmed i kostume og med effekter.

Sproget er stort set volapyk, og historien er derfor forholdsvis enkel. "Puttgarden" er måske mest af alt en musikalsk forestilling. Vi bliver budt indenfor i et lille orkesters verden. Hver især har de et instrument (tromme og tre blæseinstrumenter) og en rolle i musikkorpset. Det er disse roller, som bliver sat på prøve og delvist udvikler sig i løbet af den time, forestillingen varer.

Meget skal de fire musikere og den kvindelige korpsleder igennem, før det går op i en højere enhed. Alle bliver vindere på trods af deres mærkværdigheder og de mange strabadser, som, anført af et forrygende langsomt gengivet slagsmål, fører dem frem til et nyt og forbedret sammenhold.

"Puttgarden" er et forfriskende indspark i børne- og ungdomsteater og har ligesom "Spaghetti" og tidligere "Kong Ubu" (begge anmeldt her i bladet) rødder i den fremadstormende nycirkustradition. Klovnerier og slapsticks er ikke fremmede elementer, og mange af de danske børne- og ungdomsteatre er yderst dygtige til dette udtryk.