Allerede det første blik på omslaget giver anledning til undren. De to l'er i kriminelle er formet som World Trade Centers Twin Towers, mens undertitlen er "En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune". Hvad er relationen mellem terrorangrebet den 11. september og Københavns Kommune?

Denne første undren bliver under læsningen til en afklaring. På baggrund af psykologsamtaler med 250 unge kriminelle, heraf 150 med muslimsk baggrund, ønsker psykolog Nicolai Sennels at erstatte de "følelser og luftige holdninger", der dominerer indvandrerdebatten, med en erfaringsbaseret indsigt.  

Han skildrer ungdomsfængslet Sønderbro i København, dets klientel og sine samtaler og terapimetoder. Han opstiller gode og brugbare kategoriseringer af ydrestyret og indrestyret adfærd og af vredens natur. Så langt, så godt.

Men han begår den fagligt uvederhæftige slutning, at der er parallelitet imellem det at være ydrestyret og det at være muslim. Og derved ændres en indsigt, som kunne komme os alle til gode, til et bedrag, som fører til en stigmatisering af en hel befolkningsgruppe. Han anfører for eksempel, at de mest ekstreme muslimer går ind for stening, afhugning af lemmer og hængning, men for kulturelle muslimer er disse former selvfølgelig for ekstreme. Underforstået at de går ind for noget lignende, men i mildere form.

For det første læser han Koranen - og den læser han vitterligt - med de mest fundamentalistiske briller. For det andet generaliserer han ud fra de 150 kriminelle unge til en beskrivelse af alle muslimer. Endelig har han tilsyneladende været så heldig, at de 100 unge danske kriminelle alle er følsomme, indrestyrede personer.

Når man har haft den lod at møde flere hundrede muslimske forældre og flere tusinde danske, så kan man genkende Nikolai Sennels' beskrivelser af både det indre- og det ydrestyrede hos mange i begge grupper.

Fagligt er det da også kendt, at de ydrestyrede personer findes i allehånde bandemiljøer og i mange fundamentalistiske, religiøse grupperinger, ja, selv vores tidligere statsminister argumenterede som regel ydrestyret, når der ikke var noget at komme efter. Omvendt er der faktisk mange indrestyrede muslimer, man kan møde, hvis man er så privilegeret at omgås almindelige, lovlydige borgere med denne tro.

Nicolai Sennels' bog er ikke et udtryk for en erkendelse efter mødet med unge kriminelle muslimer, men for et misbrug af klienter i et politisk øjemed. Koblingen mellem ungdomskriminalitet i København og Twin Towers er den maske, som psykologen har fået manipuleret til at passe til et politisk ærinde. Dette er ikke blot fagligt belastende, men også ærgerligt, fordi Nikolai Sennels tilsyneladende er en mand, der både er rar og god til at samtale med de klienter, som han i dette skrift misbruger.

Bogen er i ytringsfrihedens navn et krænkende og dybest set fordummende skrift.