Lærere er gode til at dele deres bekymring om børn, der mistrives, med kommunen. Det viser den seneste underretningsstatistik. Skolerne tegner sig for hele 20 procent af alle underretninger, og jeg er som social- og indenrigsminister rigtig glad for, at der er fokus på det i skolerne.

En lærers underretning om et barn, der ikke trives, kan være helt afgørende for, at barnet og dets familie får den nødvendige støtte fra kommunen. Det er vigtigt, at den lærer, der ser børnene i undervisningen og i pauserne, er opmærksom på, om der er grund til bekymring over den glemte madpakke eller over, at det er blevet svært for barnet at finde kammerater i klassen.

Som tidligere lærer ved jeg, at underretninger kan være en udfordring. For det er ikke kun det barn, der kaster med stolene og slås, der kan være grund til bekymring for, men også for det barn, der uden at gøre væsen af sig går rundt og trives dårligt i årevis, uden at nogen ser det.

Når vi læser statistikker, kommer vi hurtigt til at tale om antallet af underretninger. Antallet er ikke uvæsentligt, men jeg er egentlig mere optaget af, at lærerne sender de rigtige underretninger, end at de sender mange. Og at skolerne finder ud af, hvad de skal arbejde med inden for skolens rammer - sammen med for eksempel Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) - og hvornår de skal dele deres bekymring med den sociale forvaltning i sagen. Det tror jeg, at de fleste lærere kan genkende.

Men hvordan gør man så det? Jeg vil opfordre til, at underretninger kommer på dagsordenen på for eksempel et personalemøde, hvor man kan høre, hvad ens kolleger gør, når de er bekymrede for et barn, og hvad de bliver bekymrede for. Er der nogle børn, som er særligt lette at spotte, mens andre gemmer sig i en blind vinkel? Er der et barn i udskolingen, der skulle have været underrettet om allerede i indskolingen, inden problemerne voksede sig store? Og lad endelig tværfagligheden være en del af de faglige drøftelser, for eksempel ved at invitere en socialrådgiver, PPR og SSP (skole, socialforvaltning, politi) og finde ud af, hvordan de forskellige fagligheder spiller bedst sammen.

Lad dialogen om underretninger være en del af de tilbagevendende faglige drøftelser, så lærerne kan være de stærke voksne, som nogle af de børn, der sidder i klasserne, har ganske særligt brug for.