I oktober 2011 offentliggjorde Folkeskolen.dk en undersøgelse om underretning til de sociale myndigheder udarbejdet af Scharling, hvor en af konklusionerne var, at 50% af lærerne ikke underretter de sociale myndigheder, selvom de har mistanker om omsorgssvigt.

I DR blev det til overskriften "Lærerne ignorerer mistanker om omsorgssvigt." Samme undersøgelse blev lavet i 2007, og resultaterne er sammenholdt i de tilfælde, hvor data er sammenlignelige. I de 4 år er der en positiv stigning i forhold til at underrette, hvor 60 % i 2011 svarer ja til, at de har prøvet at underrette mod 52 % i 2007, og på spørgsmålet om, hvorvidt det er dit indtryk, at de sociale myndigheder gør noget aktivt svarer 44 % ja i 2011 mod 53 % i 2007.

Det er en interessant pointe, at flere lærere indberetter, men til gengæld er oplevelsen, at der bliver gjort mindre fra kommunal side. Det forklarer måske meget godt, hvorfor mange lærere føler, at det ikke nytter, at der går urimelig lang tid, før kommunen reagerer, og at det er værre at indberette, når der ikke sker noget, end helt at lade være.  

Det nytter

Det er vores erfaring, at noget af det, der har hjulpet - når de voksne ser tilbage - er, at nogen så dem og måske handlede i forhold til, at de led af svigt på manglende omsorg og/eller overgreb.

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, har givet et godt eksempel på at blive set:  

"I nabohuset bor Lisbeths geografilærer Holst og hans kone, og de fatter så stor medlidenhed med hende, at de hver dag inviterer hende til varm kakao og franskbrødsmad." Men de gør også mere end det. (…) for en dag gav Holst mig et telefonnummer til kommunen og opfordrede mig til at søge hjælp."

Centrene i LMSO yder vejledning til voksne, som selv har været udsat, og til pårørende. Nogle af centrene yder også vejledning til fagfolk. En del af de voksne, som søger hjælp i LMSOs centre, fortæller, at de har forsøgt at fortælle en lærer, at de blev misbrugt - enten direkte, eller indirekte ved at skrive om temaet i en danskstil. Desværre oplevede en del, at læreren ikke talte med dem om emnet, eller at læreren slog det hen med at "du har en livlig fantasi."

Voksne husker, om der var nogen, der så dem, og som gad dem. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at det er lige meget, om der bliver handlet, men det giver forhåbentlig jer lærere fornyet mod til at underrette uanset hvad.

At blive set giver modstandskraft og i forskningssammenhænge kalder man det resiliens:"etpsykologisk begreb om en særlig modstandskraft, der gør, at nogle mennesker klarer sig godt på trods af, at deres livsbetingelser udgør en risiko for at udvikle fx psykiske skader. Begrebet bruges især om børn, de såkaldte mælkebøttebørn, der udvikler sig godt, selvom de vokser op i risikomiljøer."

Det har store konsekvenser for barnet, når en voksen vælger ikke at lytte eller tro. Det er derfor meget vigtigt for os at pege på, at det ikke er korrekt, at det er værre at underrette, når der ikke sker noget, end at lade være.

Som voksen kan det være svært at forstå, fordi man jo gerne vil have, at der skal ske noget, og læreren har med Barnets reform også krav på at få en kvittering på, at underretningen er modtaget i kommunen. Man har derimod ikke krav på at få at vide, hvad der sker. Kommunen kan godt være i gang med en § 50 undersøgelse, indhente psykologudtalelse og meget andet, alt imens læreren ser barnet i skolen, uden at der tilsyneladende sker noget.

En lærer, som gør noget for barnet og som evt. underretter de sociale myndigheder, viser barnet: "jeg har set, du har det svært" - og det kan være noget af det, der er afgørende for, at man som voksen klarer sig bedre. Dermed har vi forhåbentligt dementeret, at det vil skade lærerens forhold til eleven at underrette, som var en af flere årsager til ikke at underrette.

Det er komplekst og samtidig simpelt

Fra Red Barnets og LMSOs synspunkt er det ikke - som DR til dels gjorde i sin omtale - hensigtsmæssigt at pege fingre af lærerne (eller af andre fagfolk), men derimod at fokusere på, hvordan vi i fællesskab kan hjælpe børnene - og på sigt de voksne - for børnene bliver voksne en dag.

Vi ved godt, at lærerne har rigtig mange opgaver, som ligger udover det at undervise, så det til tider kan være svært at nå at undervise i sit fag. Til gengæld ved vi også fra en del forskning

Fælles viden - fælles handling, Ja, vi er klar!  En folder, der er lavet i samarbejde mellem KL, DLF, BUPL, Skolelederne, Børne- og Kulturcheferne og Skole og Samfund 2009

at børn som mistrives ikke lærer særlig godt - og at børn, som isoleres eller mobbes, og som derfor er udelukket af fællesskabet, har meget svært ved at lære.

Det er vores erfaring, at børn, som udsættes for omsorgssvigt eller overgreb, meget ofte bliver udelukket af fællesskabet eller sætter sig selv udenfor. Børn, som ikke får morgenmad eller madpakke, som møder med blå mærker, eller som er blevet misbrugt om natten, vil ikke møde op næste dag med sprudlende energi. Børn, som udsættes for omsorgssvigt, vil være "de besværlige" børn for læreren, så derfor er det vores bud, at børnene skal hjælpes og ses - uanset hvad.

Tvivlen som en drivkraft

Omsorgssvigt og seksuelle overgreb mod børn og unge er ofte omgær­det af tavshed og hemmeligholdelse og kan foregå gennem længere tid, uden at omgivelserne får kend­skab til det. Området er på det nære plan præget af tabuisering og berøringsangst, mens det ofte behand­les sensationspræget i medierne.

På grund af disse forhold kan det være en vanskelig og kompleks opgave at skulle forholde sig til de børn og unge, der mistrives, og tvivlen er derfor ofte et grundlæggende vilkår, når der opstår en mistanke om omsorgssvigt eller seksuelle overgreb. Det er sjældent muligt umiddelbart at få be- eller afkræftet en mistanke om overgreb. Som fagperson står man derfor ofte med tvivl, usikkerhed, uvished og uden dokumentation for, hvad der rent faktisk har fundet sted.

Det er vigtigt, at man deler sin tvivl med sine kolleger. Selvom den faglige vurdering af en given situation også er forbundet med personlige normer og grænser, er det vigtigt, at tvivlen ikke forbliver privat. Tvivl er en vigtig drivkraft i arbejdet med mistanker om omsorgssvigt og seksuelle overgreb, og den kan være både konstruktiv og profes­sionel.

Dialog og åbenhed er redskaber, der kan være med til at sætte en professionel ramme for fagpersonens spørgsmål og tvivl. Det er vig­tigt, at fagpersoner er opmærksomme på og får mulig­hed for at registrere de forskellige følelser og reaktio­ner, som en mistanke eller betroelse kan føre med sig. Det er afgørende, at fagpersonen får den fornødne faglige støtte - og derigennem er klædt bedst muligt på til at støtte det barn, der har behov for det.

Der vil altid være mulighed for at konsultere SISO, som er Servicestyrelsens videnscenter om Vold og Seksuelle overgreb på telefon 20 77 11 20.

Det kan være meget betryggende at få gennemdrøftet sin tvivl og usikkerheder med en fagperson, som har et godt kendskab til området.

Men tvivlen knytter sig ikke blot til observationerne i forhold til barnet, men også til konsekvenserne af en underretning. Vil den blot samle støv, eller vil de kunne forstå alvoren i det, jeg skriver? Det er særlig svært, når modtageren er en diffus anonym autoritet, "dem på kommunen". Opfordringen er derfor at få bygget videre på ordninger, hvor socialrådgivere knyttes tættere til skolerne, så muligheden for at "få et ansigt på" og kunne konsultere hinanden bliver en naturlig arbejdsform. 

Seksualundervisning og overgreb

Som underviser, der skal undervise elever i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, har man en vigtig rolle ift at fortælle eleverne, at de kan og skal sige fra, hvis en voksen begår overbrev. Karin Helweg-Larsen har i sin seneste trivselsundersøgelse via spørgeskemaer dokumenteret, at 5% svarer, at de i alderen mellem 12 og 15 år har haft seksuel kontakt med en person, som var fem år ældre.

Som lærer kan det være svært at forestille sig, hvordan det er som elev at deltage i undervisning om sex samtidig med, at man bliver udsat for overgreb enten hjemme eller ude. Følgende eksempel illustrerer ret tydeligt, hvordan det er:

"Fra "Hem'lig Nemlig" (red. Et ungdomsprogram på DR1) vidste jeg, at det var meget vigtigt at tale med nogen om incesten, og ikke at glemme, hvad der var sket. Jeg tvang mig selv til at tænke på overgrebssituationerne engang imellem, dels for at sikre mig at jeg ikke glemte noget, og dels for at forsøge at gøre mig immun. Jeg oplevede nemlig nogle gange, at minderne fra en overgrebssituation dukkede op, mens jeg f.eks. var i skole, og så var det svært for mig at holde facaden overfor de andre. Jeg husker, at det var meget svært for mig at have seksualundervisning sammen med min klasse. Jeg kunne næste ikke holde ud at være i lokalet, fordi jeg følte mig så fremmedartet og beskidt. Jeg så hele tiden min far eller en overgrebssituation for mig. Jeg havde en stærk fysisk oplevelse af, at "nu lige om ét sekund så vælter ordene ud af munden på mig, så fortæller jeg det hele."

www.barndombyttes.dk http://www.sexogsundhed.dk/2/sex/seksuelle-overgreb.html

Flere af støttecentrene - www.incest.dk og www.albahus.dk/

har undervist i folkeskoleklasser og på produktionsskoler. Erfaringen viser, at de færreste børn og unge kender deres egne grænser og rettigheder. Faktisk er der rigtig mange børn og unge, som ikke ved, at det er ulovligt, det den voksne gør, men først finder ud af det via seksualundervisningen.

"Jeg er selv blevet udsat for seksuelle overgreb da jeg var mindre. Jeg har lært en masse om hvorfor jeg tit ikke bare siger nej, når jeg faktisk ikke har lyst. I har hjulpet mig rigtig meget, og det sætter jeg pris på [1]"

Viden om seksuelle overgreb og konsekvenserne heraf kan gøre barnet bevidst om, at det er muligt at komme ud af et seksuelt misbrug, og at det er muligt'r, der ikke har prøvet det før, men at man kan søge rådgivning hos nogle at få det bedre, hvis man taler om det og får den rigtige støtte og hjælp.

Hvis man ser på statistikken, er der en sandsynlighed for, at der i mange klasser er et barn, som er udsat for overgreb. Ca. 10 % af børn og unge u. 18 år er blevet seksuelt misbrugt, 50 % foregår inden barnet er fyldt 12 år, og 42 % foregår indenfor familien (hvis ofret er pige/kvinde).

se http://www.incest.dk/default.asp?ID=188

Der er altså, synes vi, en god grund til at indtænke, hvordan man som lærer kan få inddraget overgreb i sin undervisning om sex, således at børn/unge lærer, at det ikke er i orden og måske, at man kan fortælle om overgrebet til en anden voksen.

Der er behov for en værktøjskasse til undervisning i god og dårlig kontakt - herunder overgreb - er der mange, der har nævnt. Formanden for skolelederne og repræsentanter for lærerne har efterspurgt materiale og viden, og det er helt forståeligt. Men vi tror også, at mange lærere ikke ved, at de kan få god råd og materialer til undervisningen flere steder bl.a. hos SISO eller hos Red Barnet eller på Sex og sundheds hjemmeside.

se http://www.redbarnet.dk/Seksuelle-overgreb.aspx?ID=137 og http://www.sexogsundhed.dk/2/sex/seksuelle-overgreb.html

Reaktivering af egne oplevelser

De færreste lærere tænker sikkert over, at kollegaen kan have været udsat for overgreb eller omsorgssvigt i sin barndom, og nogle gange tænker personen heller ikke selv over det - før der kommer en sag om et barn, der misbruges eller svigtes. Det er ikke ualmindeligt at tilsidesætte/gemme oplevelserne fra barndommen langt væk, som noget man ikke vil tænke på mere.

Hvis man som professionel derfor kommer i den situation, at et barn omsorgssvigtes, eller man mistænker forældrene for overgreb, kan man pludselig opleve sig selv som værende tilbage i sin egen barndom med alle de følelser af sorg, svigt, skam, skyld, man følte dengang. Det kan være meget traumatiserende og kan betyde, at man "mister" grebet som professionel.  

Servicestyrelsen v. psykologordningen har erfaringer med lærere, som har været i den situation, og som har bedt om hjælp enten via psykolog eller terapeut for at kunne håndtere deres egne senfølger af en barndom med svigt og/eller overgreb. Nogle har måttet sygemelde sig, fordi senfølgerne blev for voldsomme, andre har klaret at blive i jobbet med psykologbistand.

Din viden kræver handling

For børnenes skyld betyder det altså rigtig meget, at lærerne ser dem - og reagerer på det, de ser.

Det har man jf. § 153 i Serviceloven også pligt til.

Et barn som fortæller om overgreb - eller omsorgssvigt - har levet med det længe, fordi de godt ved, at det ikke er noget, man taler om. Så når en lærer får sådan en viden af et barn, er det faktisk en gave - fordi det er en tillidserklæring til den voksne. Det barnet egentlig siger er: "jeg stoler så meget på dig, at jeg godt tør fortælle dig min grimme historie."  

Det er overflødigt at fortælle, hvad der sker i barnets bevidsthed, hvis læreren ikke gør noget.

Skrevet af psykolog Kuno Sørensen, Red Barnet, selvstændig udviklingskonsulent Carsten Borup og specialkonsulent i Frederiksberg Kommune, Brigitta V. Rick. De tre sidder i bestyrelsen for Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, LMSO.