Fakta

Yes we can lytte til børnene i skolen

Forfatter:  Birger Dalgaard

200 kroner

118 sider

Forlag: Saxo Publish

Vi kender det alt for godt: Vi ser en børn med lys i øjnene, der bare glæder sig til at begynde at gå rigtigt i skole men inden vi har set os om, så er de lys slukkede og det hele drukner i tests og prøver. Og der er endda børn, der skal gå enten 0. klasse eller 1. klasse om.

På folkeskolen.dk har forfatter, Birger Dalgaard, der er læreruddannet og debattør omkring skolestart udtalt sig om, at det ikke er nok, at vores undervisningsminister vil lytte til lærerne. Han skal også lytte til børnene. Og det er baggrunden for, at han sammen med sine venner Ove Hansen, der er medudgiver, og Fie Gaunaa, der har illustreret i naivistisk stil, har udgivet denne bog. Det er børne- og inspirationsbog om en ny form for folkeskole, der i et utopisk land vil blive til en skole, som alle børnene elsker.

Fortællingen indledes med Jens, der elsker sin børnehave, at klatre i træer og bygge huler. Desuden er han et videbegærligt barn, der kan navnene på alle fugle. Desværre indfries hans forventninger til skolen ikke og Jens keder sig. Der står, at han mentalt melder sig ud allerede på den første dag. Det kan, der være mange grunde til. Det kan være for store klassekvotienter, og for få børn, som han kender, inden han begynder i skolen. Eller også kan det bare være, at der er så mange impulser, at han bliver stresset og overbebyrdet af alt det nye, der sker, når man går fra før-SFO og til det egentlige skoleliv.

Men i Yes we can lytte til børnene i skolen begynder børnene selv at overtage undervisningen og opføre deres egen cirkusforestilling. Det gør de i et kæmpestort cirkustelt og publikum er skolen, forældrene og bedsteforældrene. Hele lokalområdet samles, og det kan kun lade sig gøre, fordi det er et lille samfund, hvor alle hjælper alle. Jens får blandt andet stor hjælp af sin morfar og hans gode ven, Ove. De forklæder sig som FBI-agenter, og de opfører stunts, som vender op og ned på skolen, så det er muligt at få børnenes ideer gennemført.

Der kommer også en cirkusdirektør, der hedder Poul, som lærer børnene cirkus. Og så får de besøg helt over fra U.S.A, hvor den tidligere præsident Barack Obama bliver involveret, og børnene har endda overtaget hans motto ”Yes we can”.

Det er meget svært som voksen at skrive en børnebog, der rammer lige ind i børnenes sprog og sanseverden. Og jeg er også selv et granvoksent menneske, og jeg lever derfor ikke i børnenes verden, men jeg har børnebørn, der både står på tærsklen til skolelivet og glæder sig til at komme i skole snart, og et andet barn, der snart forlader indskolingen. Og Yes we can ... er bare ikke en af den slags bøger, der lige fanger dem. Bogen virker lidt gammeldags og lidt som en skolebog til børn, der skal læse frilæsning.

Jeg har svært ved at blive grebet af historien. Den er rigtigt tænkt, men det kræver noget ekstra, hvis en børnebog også skal blive litterær kunst. Det her er mere et debatindlæg, der er skrevet på en måde, så det kan bruges som højtlæsning for en gruppe børn, der selv skal i gang med at lave en cirkusforestilling for hele skolen. Nu er ideen i alt fald givet videre.