Debat

Børnehaveklasselederne har 100-års-jubilæum

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I april 1912 begyndte 77 seksårige poder i to »forklasser« på Vestre og Østre Skole i Esbjerg. Så deres mødre blandt byens arbejderkvinder kunne filetere fisk på den store, nye fiskerihavn. Skoleinspektør A.H. Larsen, der tog initiativ til forklasserne, mente, at børnene ellers var henvist til gaden og »dårligt kammeratskabs smuds«, uden at nogen tog sig af deres opdragelse.

Sådan opstod ideen om det, som senere blev kaldt børnehaveklasser, og megen lovgivning har også været ført på dette område siden.

Det korte af det lange er imidlertid, at der nu i 100 år har været i tusindvis af børnehaveklasseledere, som nænsomt og tålmodigt har ført små fem-seksårige børn ind i skolens dagligdag.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er ikke nogen nem proces at opnå det nødvendige fortrolige forhold og kendskab til så mange nye små, unikke børn og deres forældre - og derefter bringe dem videre. Hvilken baggrund har de med sig? Hvad kan de? Hvad kan de ikke endnu?

Den allerstørste opgave for en børnehaveklasseleder er at danne grundlaget for det faste sociale fællesskab, den daglige tryghed, som klassen bygger på gennem hele basisuddannelsen.

Se - når så skoleåret lakker mod enden, og alt er velfungerende omkring 0.-klasse-børnene, så vinker de farvel til deres elskede børnehaveklasseleder og fortsætter ufortrødent i 1. og så videre.

Og børnehaveklasselederne? Ja, der er de allerede godt i gang med alle udfordringerne med det næste kuld nye elever i 0. klasse. Sådan går det år efter år, og nu er der altså gået 100 år siden det første kuld i Esbjerg.

Børnehaveklasselederne længe leve!