Børns skolefravær: ”Man robusthedstræner jo heller ikke kanariefugle til at holde vejret i minen”

“Vi har prøvet alt. Han er simpelthen ikke motiveret”.

”Det er helt ok at sige det. Men det er jo altså ikke rigtigt. Hvis vi sådan lige regner på det, så er alt altså ret meget! Det betyder måske, at man har prøvet tre-fire ting, der plejer at hjælpe, og at man ikke kan komme i tanke om mere. Men forhåbentlig har man så nogle gode folk omkring sig, som kan komme i tanke om en 60-70 andre metoder og nogle ting, man mangler at vide om det menneske, man står overfor”, forklarer psykolog Dorthe Birkmose.

Hun har skrevet en bog om menneskers motivation, “Mennesket er motiveret”, som har været en kæmpe inspiration fra tidligere lærer i psykiatrien, master i specialpædagogik Anne Vestergaard, og de to mødtes på Folkemødet på Bornholm til en snak om børns motivation for at lære og for at komme i skole. En samtale, som skal indgå i mediet Socialt Indbliks podcastserie ‘Kanariefuglenes stemmer’.

Afmagt og udmattelse

De har oplevet den ene lærer og pædagog efter den anden give op på at motivere børn til at tage imod hjælp, til at lære, til at gå i skole.

”Det er tegn på et enormt slid”, siger Dorthe Birkmose. ”Det er udmattelse og afmagt blandt de professionelle. De ender med at resignere for at beskytte sig selv, fordi de ikke har kræfter til mere”

”Det er så ulykkeligt at være vidne til”, siger Anne Vestergaard. ”Lærere får moralsk stress, når de står med 26 børn, og der er tre af dem, de ikke når. Det tager man med sig hjem, for der er jo en årsag til, at man bliver skolelærer. Så det gør noget ved os alle sammen. Og derfor skal man som lærer have supervision”.

Når der er knaphed – knaphed på resurser, på anerkendelse, på selvværd, forståelse, respekt, søvn, så bliver man kognitiv reduceret, forklarede Dorthe Birkmose om det, hun kalder ’knaphedens psykologi’.

”Nogle gange ser vi, at PPR gerne vil hjælpe, når et barn har det rigtig svært, og så intelligenstester de barnet og finder ud af, at det ligger sådan lige i underkanten af normalområdet. Men det siger jo ikke noget om barnet, det siger noget om, hvor presset barnet er i den periode”, forklarer hun. På samme måde med forældrene, som fortæller, at ”det er ikke sådan en person, jeg er”, ”jeg er ikke hysterisk”, når de i afmagt og søvnmangel hidser sig op over for lærere og pædagoger.

”Og det samme gælder os som professionelle. Vi mister adgang til vores evne til perspektivskifte, til at se, hvordan det hele må se ud inde fra det barns synspunkt”.

Mikroøjeblikke

Fra sin tid som lærer i psykiatrien fra 2007 til 2018 fortæller Anne Vestergaard, at ’belastningsreaktion’ tidligere var en diagnose, der næsten aldrig blevet givet, men at den nu er en af de mest almindelige diagnoser til børn i psykiatrien. Altså en diagnose, der handler om børn, der har lidt overlast og taget skade af det, de er blevet udsat for.

”Måske handler det om før og efter inklusion?”, funderer hun og vender gang på gang tilbage til en oplevelse fra sin egen barndom. Da hun gik i børnehaveklasse, væltede skolebussen, og bagefter turde hun ikke tage bussen frem og tilbage til skole. Uden nogen former for PPR-ventetider eller angstdiagnoser aftalte skolepsykologen, som dengang i 1985 havde sit kontor på skolen, og børnehaveklasselederen, at børnehaveklasselederen hver morgen og hver eftermiddag holdt lille Anne i hånden i bussen og forsikrede hende om, at den ikke ville vælte.

”Det tog en måned, og jeg har aldrig haft angst siden. Der var én, der gjorde sig umage for min skyld”, fremhæver hun.

Og det er netop det, det handler om, forklarer Dorthe Birkmose – at børn mærker, at nogen vil dem, at de er nok værd til, at andre vil gøre sig umage for deres skyld. Det handler bare om mikroøjeblikke – et par minutter hver dag, hvor et menneske gør sig umage for, at barnet har det godt.

Men risikerer man ikke, at al den indsats kamuflerer nogle større, strukturelle problemer, blev der spurgt fra publikum i Socialt Indblik-teltet på Folkemødet.

”Jeg håber tværtimod, at fokus på det her, får politikerne til at forstå, at det ikke er børnene, der er problemet! De er kanariefugle, der viser os, at der er noget helt, helt galt i vores folkeskole – den passer tilsyneladende ikke til børn. Man robusthedstræner jo heller ikke kanariefugle til at holde vejret i minen”, lød svaret fra Dorthe Birkmose.

Anne Vestergaard supplerede:

”Lige om lidt får børn og unge mulighed for at få gratis psykologhjælp. Men hvad så når de ti timer er brugt, og barnet ikke har fået det bedre. Så tror barnet, at ’jeg er sådan en, der ikke kan behandles’. Men det er jo skolen som institution, der er nedslidt og underprioriteret gennem alt for mange år!”