Jeg har tidligere på denne side diskuteret de kommunale kvalitetsrapporter. Jeg har udtrykt undren over, at der var så lidt interesse for en bred diskussion af kvalitetsrapporten sammenlignet med de andre væsentlige ændringer i 2006 af folkeskoleloven: Elevplaner og test, som i den grad kunne levere overskrifter og artikler - ikke mindst i Folkeskolen. Min undren har blandt andet handlet om, at kvalitetsrapporten er et nybrud i den danske styringstradition af folkeskolen med en nødvendig revitalisering af de kommunale forvaltninger som konsekvens og herunder en afklaring af relation og opgavefordeling mellem skole(ledelse) og forvaltning. Min pointe var og er, at kvalitetsrapporten som idé er fornuftig, men at den samtidig udfordrer ledelseskompetencerne omkring udvikling af den enkelte skole. Det kunne derfor være ganske velanbragt med en bred debat om, hvordan en sådan opgave kan gribes an. Den debat, jeg efterlyste, kom aldrig.

Nu har vi til gengæld fået erfaringerne med første generation af kvalitetsrapporterne (blandt andet den dugfriske evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut, Eva), og hvor bringer det os så hen? Her har jeg gjort mig tre iagttagelser: En overordnet, en principiel og en indholdsmæssig.

Den overordnede iagttagelse handler om, at de nye kommuner har påtaget sig opgaven, samtidig med at mange af dem kæmper med strukturelle og praktiske forhold i forvaltningen som konsekvens af strukturreformen. Kommunerne er gået positivt og seriøst til opgaven, med den hensigt at kvalitetsrapporten skal være et praktisk og anvendeligt udviklingsredskab. Så vidt så godt.

På den anden side kan man godt frygte, at kvalitetsrapporten forvinder i den kommunale centrifuge netop som følge af strukturreformens nødvendige tilpasninger og opbygning af nye fælles systemer, hvor der ikke er tid til at diskutere alle »de nye måder« lige grundigt. Denne frygt fører mig over i min principielle iagttagelse, som egentlig er en genspilning af mine tidligere synspunkter. Få nu taget en bred debat om, hvordan kvalitetsrapporten kan anvendes bedst muligt og mest hensigtsmæssigt for alle involverede. Her tænker jeg først og fremmest på det politiske niveau, forvaltningen og den enkelte skoleledelse. Diskussionen af kvalitetsrapporten er om muligt endnu vigtigere i denne fase end i fasen op til udarbejdelsen af første generation. Nu eksisterer der konkrete erfaringer med kvalitetsrapporten på den enkelte skole og i den enkelte kommune, men dermed også konkrete forventninger til, hvordan der i fremtiden skal arbejdes med rapporten. Jeg har hørt flere skoleledere udtrykke, at det, der kom tilbage fra forvaltningen, overhovedet ikke kunne kendes på skolen, hvorfor man næste år vil overveje, hvor meget arbejde der skal lægges i det. Andre skoleledere har direkte udtrykt, at dette års erfaringer med kvalitetsrapporten gør, at de næste år vil være langt mere strategiske. Synspunkter som disse understreger for mig, at hvis dette projekt skal falde nogenlunde heldigt ud, må der på kommunalt niveau åbent drøftes, hvordan næste generation af kvalitetsrapporten skal se ud. Man kunne begynde med at stille spørgsmålet: Har kvalitetsrapporten fremmet en adfærd, vi ønsker?

De førnævnte skolelederes bekymring kunne være begrundet i min sidste iagttagelse, den indholdsmæssige, der også er en af Eva-rapportens væsentlige konklusioner: Nemlig uklarhed om, hvordan den kommunale forvaltning forstår og forvalter det, der i bekendtgørelsens paragraf 5 hedder en sammenfattende helhedsvurdering. Umiddelbart forekommer det oplagt at stille helt grundlæggende spørgsmål som for eksempel: Hvad er en helhedsvurdering? Og kan den inddrage andre aspekter end dem, der er fastlagt i bekendtgørelsen? Hvilken status har den? Hvem afgør, hvad den skal indeholdem, og hvem der skal udarbejde den? Hvordan bliver den til? Spørgsmål som disse er i en lang række kommuner forblevet ubesvarede. Det har blandt andet betydet, at mange skoler har sendt deres egen kvalitetsrapport til forvaltningen og efterfølgende ikke anet, hvad der så sker med rapporten, og hvad der har været den kommunale bearbejdning. Det giver desværre mindelser om tidligere mønstre, hvor udviklingsplaner/virksomhedsplaner blev behandlet tilsvarende i forvaltningen, og hvor de enkelte skoler havde vanskeligt ved at genkende sig selv med efterfølgende opportun adfærd til følge. Så få nu taget den debat om kvalitetsrapporterne, så vi kan lære af erfaringerne og undgå fortidens synder.