Rigtig mange lærere er bange for forældre, og mange bekymringer og konflikter kunne undgås, hvis de ikke havde denne frygt.

Lad mig begynde et andet sted, nemlig med min rolle som leder. Først en tilståelse: Jeg har hang til krimier. Jeg har læst en hulens masse af slagsen, og jeg sluger tv-serierne. Uanset om vores helt hedder Beck, Dahl, Frost, Lund eller er en af de andre, så er der et fælles træk: Heltens chef er et fjols, der ikke ved, hvad der foregår, kløjes i kommunikationen, mangler indfølingsevne og anvender sin magt aldeles uhensigtsmæssigt. Førstepladsen blandt de kiksede ledertyper indtager Frosts chef: Mr. Mullet.

Det lederbillede, som krimierne viser os, lever op til de fleste menneskers forestilling om en leder. Som ny skoleleder kan man synes, at det er hamrende uretfærdigt, at man automatisk identificeres med et rigtigt dumt svin. Det var jo ikke derfor, man blev leder. Efterhånden lærer man at skille profession fra person, og man får rig lejlighed til at øve sig. Når jeg i dag står over for et menneske, der signalerer det traditionelle ledersyn, så tænker jeg, at jeg repræsenterer: Kommunen, systemet og samfundet. Ikke nok med det. Jeg repræsenterer i virkeligheden alle de autoritetspersoner, som det menneske, jeg står over for, har mødt i sit liv. Bag mig står en række spøgelser af de forældre, skolelærere, politibetjente og befalingsmænd, som den, jeg er i dialog med, har kendt. Som leder skal jeg træffe de svære beslutninger, og jeg kan ikke stille alle tilfreds. Men når jeg mentalt flytter fokus fra min person til min profession og alt det, den repræsenterer, så kan jeg tænke klart og dermed skabe den tillid, der er nødvendig for kommunikationen. Jeg kan sige de svære ting på en professionel måde.

Skolen er blevet skældt ud i mange år først for manipulation, senere for inkompetence. I alle de år, der er gået siden indoktrineringsdebatten, er der mange lærere, der har glemt, at de opfattes som ledere. Lærere er lederfigurer, der af mange identificeres med Mr. Mullet og kompagni. Lærere er ledere, fordi lærerjobbet er selvledende, og fordi læreren har en enorm kompetence over for deres elever og dermed også over for forældrene (tænk bare på, at der i mange hjem tales om barnets lærer, på samme måde som forældrenes chefer omtales).

På den første skoledag for børnehaveklasserne hørte jeg engang en af mødrene hviske til en anden mor: »Jeg bliver helt nervøs nu, det er ligesom om det er mig, der starter i skolen igen«. Den mor har sikkert nogle rigtig dårlige skoleoplevelser i bagagen. Oplevelser med nederlag og med lærere, der stillede krav, som hun ikke kunne leve op til. Lærere, der i hendes øjne blev til almægtige autoriteter.

Jeg tror, vi alle kender både dygtige og værdsatte kolleger, der frygter forældremøder i en sådan grad, at de får det fysisk dårligt inden møderne. Jeg tror, at vi alle kender eksempler på lærere, der på forældremøder og til skole-hjem-samtaler febrilsk taler og taler i frygt for at få stillet spørgsmål og, når de får et spørgsmål, straks opfatter det som personlig kritik og går i forsvar. Det handler ikke om, at læreren skal forsvare sig, læreren skal forklare sig. Samtalen med forældrene må ikke dreje sig om, hvorvidt lille Peter skal have 4 eller 7 i tysk, men om hvorfor han fik 4, og hermed punktum. Her er forskellen på den personlige og den professionelle lærer. Når lærere mangler indsigt i deres autoritet, opfattes de Mr. Mullet-agtige og spænder i den grad ben for sig selv.

Gennem mit arbejde med at undervise skolens praktikanter i forældresamarbejde og gennem dialog med nyansatte lærere er jeg blevet klar over, at kunsten at håndtere kommunikationen med forældrene og dermed frygten for forældrene ikke hører til seminariernes pensum, men desværre skal læres i praksis gennem dyre lærepenge, og det er synd. Mit ønske er, at alle lærere indser deres egen lederrolle, påtager sig den professionelle autoritet og øver sig i at skille person fra profession.