Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Vi fik et chok, men nu er vi glade lærere

Grønland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er lærere i en lille nordgrønlandsk bygd, har været her i over tre år og er glade for det. Som lærer betyder arbejdet en masse, og vi frygter den dag, hvor vi eller vores kolleger rejser, og ingen uddannet lærer erstatter dem. Vores historie handler om den gode side af lærerjobbet heroppe, i modsætning til hvad man kan høre fra andre danske lærere, der vender hjem.

Vi må sige, at ja, det er hårdt at være lærer i Grønland - man møder omsorgssvigt, sprogbarrierer og gamle undervisningsmaterialer. Men det er også spændende. Den grønlandske skole er nemlig inde i en rivende udvikling netop i disse år, hvor et helt nyt system indføres, Atuarfitsialek - den gode skole, der betyder nationale læreplaner, trintest, selvudvikling, elevmålsætning og evaluering. Kravene er høje, midlerne er små ligesom tilførslen af uddannede lærere. Men fremgangen er ikke til at tage fejl af, og det gør det det hele værd. Tænk at være en del af den stab, der kan danne fremtidens skole og ikke mindst fremtidens indbyggere. Tænk at opleve, at man har en masse med i bagagen fra sit lærerjob i Danmark, der kan hjælpe tingene på gled og inspirere til nye og spændende undervisningsforløb, så den gammeldags tavleundervisning kan formindskes. Og tænk at kunne være med til at forme en skole med arbejdsmoral, lærelyst og pædagogik.

Da vi ankom for tre år siden, fik vi et chok. Skolen var fattig og materialerne få og gamle. Vi var chokerede over, at arbejdsmoralen og niveauet ikke var, som vi var vant til, og sprogbarrieren virkede uoverskuelig. Sorgen over omsorgssvigt og frustration over kulturforskelle og dårlige muligheder for at købe dagligvarer var enorm. Vi var på ingen måde forberedt, og der var mange dage, hvor det hele føltes meget hårdt. Efter det første år tog vi på ferie uden at føle, at vi havde lært børnene noget dansk overhovedet.

Første år føltes som en dråbe i havet, når det gjaldt at lære børn et fremmedsprog. Men nu efter tre år kan vi ikke rejse til Danmark, for nu går udviklingen stærkt. For hver eneste dag overraskes vi af eleverne med deres sprogkundskaber. Det er lutter glæde, vi tager med hjem fra skole nu, og det er fantastisk at vide, at vi har været med til at sætte denne proces i gang. Eleverne suger lærdom til sig, arbejdsmoralen er høj, og forældre og kollegialt samarbejde kører bare derudad. Det hele gælder om ikke at give op, og gør man ikke det, får man virkelig lov til at være lærer, som en lærer drømte om i tidernes morgen, nemlig taknemmelige elever, der laver deres arbejde, glæder sig til timerne og ikke svarer igen.

Der er katastrofal lærermangel i Grønland, og blev man lærer, fordi man ville gøre en forskel, ligger chancen bare og venter heroppe. Mulighederne er mangfoldige, og man kan få det, som man ønsker - byskole, bygdeskole, lille eller stort samfund, indflydelse på skemalægning og fagfordeling, mulighed for avancement og en enestående chance for at få naturen ind i undervisningen. Også muligheden for at lære grønlandsk og dermed højne sin egen undervisning er stor især i bygderne, hvor learning by doing i høj grad kan afprøves på egen krop.

I fritiden er her muligheder for fantastiske oplevelser. Naturen er enestående og meget nærværende her, hvor der kun er få minutters gang, til man er i fjeldet. Skiføret er uimodståeligt ud over havisen, udsigten ubeskrivelig, og det er næsten umuligt at bo i et hus uden havudsigt. Friluftslivet og den friske rene luft giver oplevelser for enhver smag, alt efter hvor i Grønland man befinder sig. I vores bygd, der ligger i Uummannaq-området, består fritiden af hundeslædeture på det tilfrosne hav, skiture på isen, skøjteløb, jollesejlads blandt smukke, gigantiske isbjerge, vandring og teltture i vejr med temperaturer, der spænder fra over 25 grader under midnatssolen til 30 frostgrader i vinterhalvåret. Livet er skønt, smukt og simpelt her, og går man med en drøm om selv at undervise i Grønland, så er det bare at klikke sig ind på kommunernes hjemmesider eller læse en længere artikel om vores lærerliv på folkeskolen.dk

I er også velkomne til at se vores hjemmeside: www.123hjemmeside.dk/betina-thomas

»Det hele gælder om ikke at give op, og gør man ikke det, får man virkelig lov til at være lærer, som en lærer drømte om i tidernes morgen, nemlig taknemmelige elever, der laver deres arbejde, glæder sig til timerne og ikke svarer igen«