Børnene er kommet ind i klassen. Lærerinden, frøken Madsen, har fået sat dem ned; og så siger hun: 'Nu får I tre minutter til at nusse om jeres babyer. Sørg nu for, at de er mætte, har været på potte og ikke er kede af det. Jeg vil ikke høre nogen bippen i timen'. Arbejdet går i gang. Ingen bippen fra en eneste af tamagotchierne, som 'de elektroniske babyer' hedder.

Næste time var matematik med lærer Ekdal, som åbenbart ikke var så stor en pædagog som frøken Madsen. Fem minutter ind i timen bippede det fra fjerde bord i midterrækken. Læreren standsede midt på en brøkstreg og sagde: 'én gang til, og jeg konfiskerer 'dyret'. Muligvis kendte børnene ikke ordet konfiskere - det var en 3. klasse - men de kunne aflæse lærerens ansigtsudtryk, og de kunne høre på stemmen, at det var alvor.

Der gik da også 20 minutter, før det pludselig bippede fra vinduesrækken. 'Tak', sagde lærer Ekdal, 'den tager jeg'. Han nåede ned til tredje bord i vinduesrækken og snuppede babyen. Pigen, der var blevet berøvet sit barn, faldt sammen over bordet og fremstammede hulkende noget, der kunne tydes som, at tamagotchien skulle have mad; og fik den det ikke lige nu, kunne den dø. Læreren var kold over for både sult og en eventuelt brat død. Han puttede den elektroniske baby i lommen.

Næste dag stillede en vred mor på inspektørens kontor. Læreren havde sandsynligvis slået hendes datters tamagotchi ihjel. Den havde faktisk kostet 149 kroner; det var at betegne som tyveri - og det, der var værre: mord. Inspektøren skævede hen til en hylde, hvor der stod eller lå- alt efter om der var liv i dem eller ikke - 14 tamagotchier. 'Jeg skal tale med lærer Ekdal om det i dag', sagde inspektøren. 'Deres datter vil få besked i morgen. Vi vil forsøge at holde liv i babyen så længe.

Næste dag fik pigen sin tamagotchi igen. Den var død. Faderen tog affære. Han svor at ville gå rettens vej. Lærere har ikke lov til at konfiskere børns legetøj. De kan fjerne det fra barnet, så længe timen varer, men de må ikke beholde det. Faderen berettede for inspektøren en historie fra sin egen skoletid, fra da han gik i 5. klasse. Læreren havde taget et stykke legetøj fra ham - han tog alt det, børnene legede med i timerne. De så det aldrig mere; det vil sige, det gjorde de nu alligevel, for de kunne iagttage, at lærerens børn havde fået det og ugenert legede med det i frikvartererne.

Forældrene måtte så forsøge at trøste pigen så godt som muligt. Og midt i den hikkende gråd fik hun da fremstammet, at der var et krisecenter for de børn, der havde mistet deres elektroniske baby, deres tamagotchi, enten ved død (altså 'dyrets') eller ved tyveri - som hér. Datterens bedste veninde havde fået hjælp af et tamagotchi-krisecenter, da genstanden var død efter et virusangreb. Den egentlige hjælp ydede forældrene dog - ved straks at købe en ny tamagotchi.

Forældre, lærere og andre med formodet pædagogisk sans må lære, hvad det drejer sig om. En 'elektronisk baby' kræver opmærksomhed hele tiden. Foruden mad - når den beder om det - skal den leges med, kæles for, have motion, og den elsker slik! Den må for alt i verden ikke kede sig; ja, den er utrolig tidskrævende. En præst, hvis konfirmander havde op til flere tamagotchier med til konfirmationsforberedelsen, blev drevet til vanvid. 'Få så det helvedes lort væk', råbte han til en pige, hvis baby havde bippet tredje gang i konfirmandstuen trods advarsler. Første gang var den sulten, anden gang ville den leges med, og sidste gang skulle den altså på potte. Hér var det, at pastoren tabte besindelsen. Der forlød ikke noget om, at tamag'en havde besørget på bordet eller på gulvet i konfirmandstuen, da pottetjenesten blev afbrudt.

Pigen med den tvangsfjernede og nu døde tamagotchi har en farfar, der er udstyret med et langt roligere temperament end hysteriske pigebørn, irritable forældre, lærere og præster, der markerer sig. Denne farfar spurgte, om der ikke snarere var behov for et krisecenter for lærere, der skulle finde sig i en bippen fra måske 28 hungrige, trængende eller legesyge tamagotchier.

Pensioneret seminarielærer fra Gedved Seminarium