Den 10. marts åbner den store skolebogmesse i Roskilde, hvor Bertel Haarder uddeler Undervisningsmiddelprisen, og den 14. april begynder Skolebogmessen i Århus. Sidste år kom der næsten 5.000 besøgende. Der blev vist en masse spændende skolebøger, holdt foredrag og workshopper. Debatten sprudler, og diskussionerne er spændende.

Men:

Når man taler om folkeskolens problemer, nævner man sjældent skolebøgernes situation, skønt den på det nærmeste er katastrofal. Der sælges stadig bøger til undervisning i dansk, matematik og engelsk - de lærebøger, som skolerne skal have. Men der er ikke råd til bøger, som kan lånes ud til videbegærlige elever og lærere.

Hvor man for 30 år siden kunne sælge disse bøger i oplag mellem 5.000 og 15.000, sælges de i dag kun i ganske få eksemplarer - hvis de overhovedet udgives.

En af mine første bøger - »Sorte og hvide« - blev solgt i cirka 15.000 eksemplarer. Den handler om forholdene i apartheid-tiden. Men da jeg for få år siden fik Alinea til at udgive en bog om Sydafrika efter apartheid, blev den ikke engang solgt i 1.000 eksemplarer.

Hvad er årsagen? At fremstille bøger er langt billigere end før. Og farvebilleder koster i dag ikke mere end sort-hvide. Hvis skolerne blot brugte halvt så store beløb på bøger i dag som i 1970'erne, ville de få langt flere og bedre bøger for pengene. Hvorfor gør de ikke det?

Kopieringen spiller naturligvis en rolle. For den kan ikke kontrolleres. Men kopieringen forklarer ikke, hvorfor antallet af bøger er faldet så drastisk, som det er.

Internettet er en trussel, fordi det er gratis. Men det er svært for elever at søge på nettet, så de får noget fornuftigt ud af det, og kvaliteten af stoffet afhænger helt og holdent af, hvad der bliver lagt ud.

Værst er nok de portaler, der i dag sælges af forlag og andre. For de er abonnementsordninger, der ikke giver skolerne mulighed for at vælge frit. Samtidig tager de penge fra andre undervisningsmidler.

Bøgerne bliver tit betegnet som fortidige. Men de har en række fordele, som burde give dem en bedre behandling.

Problemet er, at ingen føler ansvar for bøgerne. Heller ikke Undervisningsministeriet.

I sin første periode som undervisningsminister fik Bertel Haarder flyttet ansvaret for undervisningsmidler fra kommunerne til skolebestyrelserne. Han håbede nok, at forældrene ville gøre mere for bøgerne end kommunerne. Men skolebestyrelserne fik ikke de nødvendige penge. Og undervisningsmidlerne blev fjernet fra statistikken, så man ikke længere kan se, hvor meget kommunerne bruger.

Derfor må Danmarks Lærerforening føle et ansvar. Og det kan blandt andet ske ved at opstille en procentsats for, hvor meget skolerne skal bruge på bøger. Det behøver ikke koste alverden. Blot man bruger et sted mellem halvanden og to procent af udgiften per elev til bøger, vil man kunne genskabe de gyldne tider, der var i 1970'erne.

Samtidig må skolebibliotekarerne have bedre vilkår, så de får det nødvendige overskud til at finde ud af, hvad elever og lærere har brug for. I dag skal skolebibliotekarer bruge mere og mere af deres tid på at undervise, og de får ikke længere fuld frihed til at deltage i kurser, som kan give inspiration og møde med kolleger. Det forhold må ændres.

Og så er det nødvendigt med to lektørudtalelser. I 1970'erne fik bøger til skolebrug to lektørudtalelser, hvor en skolebibliotekar og en børnebibliotekar kom med hver deres vurdering. Landscentralen anmeldte også bøgerne og gav oven i købet forlag og forfattere mulighed for at komme med deres begrundelser for udgivelserne. Men Haarder nedlage Landscentralen, og ordningen med to lektørudtalelser blev afskaffet. Dansk Bibliotekscenter oplyser, at skoler og biblioteker kun vil betale for cirka 4.000 lektørudtalelser, og da der udkommer mellem 7.000 og 8.000 bøger om året, har man ikke råd til den »luksus« at have to udtalelser for bøger, der er egnede for folkeskolen.

Dette forhold må ændres. Danmarks Lærerforening må kræve af politikerne, at de sørger for en bedre betjening. Enten ved at Styrelsen for Bibliotek og Medier overtager lektørudtalelserne, eller ved at man giver Dansk Bibliotekscenter de nødvendige ekstra penge. De nuværende forhold er uantagelige.