Så snart man taler om en national evaluering af folkeskolen og ungdomsuddannelserne, så er der straks nogle, der råber: Kontrol.

Og det er noget skidt, skal man forstå, og det er jeg da langt hen ad vejen enig i.

Det er da heller ikke ud fra et ønske om øget kontrol, at jeg har bragt tanken om en national evalueringsordning for blandt andet folkeskolen på banen.

En national evalueringsordning skal derimod understøtte den lokale udviklingsproces i den enkelte kommune og på den enkelte skole. Det skal ikke være en erstatning for det lokale arbejde og slet ikke et nationalt kontrolorgan, der bortvisker alle forskelle mellem skolerne, sådan som nogle frygter. Det er vigtigt at slå fast.

På de videregående uddannelser kender vi allerede til nationale evalueringer. De bliver som forsøg gennemført af Evalueringscenteret under Undervisningsministeriet. En uafhængig faglig styregruppe står i spidsen for hver eneste evaluering. Det er altså fagfolk, der er uafhængige af både ministeriet og uddannelserne, der giver vurderingerne.

Noget lignende forestiller jeg mig på folkeskoleområdet og for ungdomsuddannelserne, selv om jeg endnu ikke har lagt mig fast på, hvordan den endelige struktur og organisering skal være.

Da Evalueringscenteret for de videregående uddannelser blev præsenteret i 1992, var stemningen mange steder skeptisk. Man frygtede, at eksterne evalueringer ville udjævne alle de 'knopper' og forskelle mellem uddannelserne, der netop bar deres særpræg. Og man frygtede, at udenforstående eksperter ikke kunne sætte sig ind i de enkelte institutioners mål og tankegange.

Siden er stemningen vendt. I dag er Evalueringscenteret højt respekteret - også blandt dem, der bliver evalueret. Det hænger sammen med både metoden og resultaterne. Et meget vigtigt træk ved centerets evalueringer er nemlig, at de kombinerer et uafhængigt fagligt miljøs vurdering med institutionens 'selvevaluering', hvor både lærere, ledelse og studerende deltager aktivt. Samtidig spørger man også 'aftagerne', der ansætter de nyuddannede, hvordan de vurderer uddannelsen.

Metoden har vist sin værdi. Resultaterne har ført til større og mindre reformer på uddannelserne til gavn for både den enkelte og samfundet. Samtidig er tilliden til Evalueringscenterets arbejde øget betydeligt.

Resultaterne vidner om, at uddannelserne selv er gået aktivt ind i at forbedre de ting, der måske ikke fungerede optimalt. Og det er præcis metodens fordel. Netop fordi alle parter deltager aktivt i selve evalueringsprocessen, skaber den engagement og eftertanke hos lærere, ledere og studerende. Jeg føler mig overbevist om, at vi på folkeskoleområdet og inden for ungdomsuddannelserne vil kunne nå de samme positive resultater.

Det er ikke den enkelte lærer eller den enkelte klasse, der skal evalueres og ranglistes. Det er skolen og uddannelsen som helhed - og med en klar respekt for den enkelte kommunes og skoles lokale mål og initiativer. Det er en vigtig kvalitet ved vores folkeskole, at den bevarer sit lokale særpræg - også selv om den skal leve op til nationale mål og krav til skolen.

Det er ikke kun i internationale undersøgelser, at vores folkeskole skal klare sig godt. Internationale undersøgelser lægger ikke nødvendigvis vægt på de kvaliteter ved skolen, som vi mener også er centrale. Derfor er det mindst lige så vigtigt, at vi lever op til vores egne både nationale og lokale mål for den gode skole.