Kommentar

I vores familie var det min teenagedatter, der først erfarede, hvad der var sket den 11. september. Den tirsdag eftermiddag sad jeg selv intetanende på biblioteket sammen med mine to yngste døtre, mens verden ramlede sammen om ørerne på os. Børnebiblioteket var en tidslomme, hvor intet ondt kunne nå mig.

På vejen hjem fra biblioteket undrede jeg mig godt nok over, at vores vej var tom, dér hvor det ellers dagligt myldrer med børn og gadekridt, rundboldkampe og løbehjul. Vel oppe ad trappen og inde i entreen med børn og pikpak ser jeg min store pige sidde i sofaen med øjnene klistret til skærmen.

'Mor, mor, der er sket noget forfærdeligt. Et fly er fløjet ind i et højhus i USA'. Ud af øjenkrogen ser jeg godt nok nogle høje bygninger og røgskyer, men når så langtfra at fatte alvoren. Med truslen om den forestående ulvetime og med far på rejse langt herfra går al min koncentration på at få organiseret affodringen. Så jeg lytter ikke.

Jeg lytter ikke og når derfor ikke at forstå, hvad der er sket, da jeg ikke tillader mig selv den luksus at kaste mig foran fjernsynet kvart i seks, hvor det er en kendt sag, at dagens vanskeligste slag skal slås i familier med helt små børn. Først da min mor ringede under middagsmaden og i detaljer fortalte om dagens rædsler, ramte de absurde realiteter mig som et kølleslag.

Forældre til teenagebørn ved, at en af de sværeste opgaver i relation til disse følsomme hormontoppe er at lære at tage dem alvorligt. Dér, hvor barnet sad og var kræsent eller smaskede eller ikke ville sove og skulle have rammer og retningslinjer og klar besked, dér sidder nu en lille voksen, hvis største udfordring det er at blive taget alvorligt. Og hér duer strikse regler og tyranni ikke, hér kan som i alle andre relationer voksne imellem kun anvendes dialog. Og selvom min teenagers verden også var ramt, tog jeg først beskeden alvorligt, da en anden voksen satte mig ind i omfanget af det passerede.

Således foranlediget styrtede jeg ind foran tossekassen og brød spontant i gråd, da først bibliotekets trygge hule, senere min forældrearrogance over for et oprevet barn nu ikke længere kunne friholde mig fra de katastrofale, rædsomme begivenheder.

Samme dag og i dagene derpå var eksperter ude med riven efter de forældre, der lod børnene se tårnene synke i grus. Jeg er i vildrede, må jeg tilstå. Det kan ikke være nemt for forældrene i krigshærgede eller terrorramte egne af kloden at holde deres børn skadesløse af den omkringliggende verdens uro. Det er jo også børnenes verden, der er ramt. Nuvel, jeg havde jo intet valg, da nyhederne uden tanke for sarte børnesjæle havde ladet bomben springe, om man vil, i de eftermiddagstimer, hvor utallige nøglebørn venter på, at far og mor skal komme hjem.

Men jeg havde også ladet min teenager se det alligevel, og vi har også set og diskuteret de efterfølgende begivenheder i Afghanistan.

Dagen efter den 11. september blev min datter stødt over, at læreren i første time tog fat på undervisningen uden at lade børnene vide, at også læreren vidste, at der kort tid forinden var indtruffet en katastrofe, der ramte os alle. Dér havde børnene brug for den kyndige voksne, som respekterede deres følelser. Læreren gentog min fejl fra dagen i forvejen og kørte videre i sin rutine uden at forhøre sig om, hvorvidt der var andre behov.

Heldigvis tog en forstandig skoleledelse sagen op og indkaldte alle skolens 1.100 elever til koncertsalen, hvor de blev underrettet og dermed - i mine øjne - taget alvorligt. Alle elever sad i tavshed og lod rektor tale, fuldt bevidste om at der var sket noget, der ikke bare kunne fejes ind i de voksnes univers på linje med et folketingsvalg og forældremøder. Noget, der ville få betydning ikke blot for de voksne, men også for dem. Bagefter sang hele skolen Nordahl Griegs 'Kringsatt af Fiender' for at markere alvoren og for at vise deres sorg og solidaritet.

Børnelivet er ikke bare pjank og leg. Det er også pligter og ansvar, skilsmisser og mobning, modetøj og menstruation. Vi rammer forkert, når vi i vores iver efter at beskytte de små i formynderisk bedrevidenhed nægter at dele også de voldsomme oplevelser med i hvert fald større børn, selvom vi jo ved, at de får de frygtelige nyheder at høre fra andre kanaler.

Hvem er det egentlig, vi forsøger at beskytte?