Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Endelig karakter: 8

Sådan bedømmer to lærere en elevs 10.-klasse-prøve i engelsk stil. Stilen har også været til bedømmelse på folkeskolen.dk

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 30. august i år fik engelsklinjefagsstuderende på Københavns Dag- og Aftenseminarium, Bornholm, udleveret besvarelsen »Global Culture«, og karakteren ville først blive afsløret efter tre ugers arbejde med teksten. Dorte Jensen, Rønne Privatskole, havde givet Jørgen Holmstrøm Nielsen, timelærer ved Københavns Dag- og Aftenseminarium, Bornholm, den med ordene »den er ganske interessant«, og der var 102 debatindlæg om den på www.folkeskolen.dk

Jørgen Holmstrøm Nielsens kommentarer til karakteren:

1. september 2004 skulle jeg sejle til København. Rygsækken blev tømt, og jeg kiggede på det spændende oplæg. En god igangsætter til en tekst. Jeg skulle lige til at gå i gang med at læse på min sædvanlige måde, nemlig:

1) Vurdere om elevbesvarelsen er værd at læse. Er den interessant eller totalt intetsigende og ligegyldig?

2) Hver gang jeg må læse noget to gange, så sætter jeg et mærke med en blyant,

da en kvinde fra New Zealand, bosiddende på Bornholm, satte sig over for mig. Efter at have hørt kvindens kommentarer fik vi ideen til at lave »noget« på denne stil.

Har eleven besvaret opgaven?

Som nyuddannet lærer skrev jeg til Undervisningsministeriet for at få klargjort krav om længde. »Den skal blot være fyldig«, lød svaret. Ved læreruddannelsen er der stramme, strenge og skånselsløse krav om genre og længde. Er denne besvarelse en monolog, en klumme eller et essay? Antal enheder? Lærereksamen kræver 5.200 enheder. Besvarelsen er fyldig.

På Københavns Dag- og Aftenseminarium, Bornholm, har vi dissekeret »Global Culture« og fundet fejl i 54 linjer, cirka 89 fejl. Prøv at lave et tilsvarende med alt det positive. En interessant opgave for alle, der har givet karakteren 7. De studerende fokuserede for eksempel på de såkaldte »phrasal verbs«. Skal man slå hårdt ned på dette i en bedømmelse?

Jeg ville have givet karakteren 10, hvis jeg havde været lærer, og ønsket at bruge tid på at forsvare karakteren 9.

Dortes karakter = 9

Censors karakter = 7

Elevens endelige karakter = 8

Vi har også bedt to censorer her på øen om at give karakterer, og de gav begge 7. En seminarielektor fra Københavns Dag- og Aftenseminarium, Skovlunde, gav 11. »Blot for at vise de studerende, at man skal fokusere på det positive frem for de 86 fejl«. I denne sammenhæng skal vedkommende lektor og jeg sige, at vi ikke mener, at »klummen til et teenagemagasin« bør have mere end 9.

Dorte Jensens kommentarer til karakteren:

Min første og umiddelbare bedømmelse var 9. Besvarelsen er interessant læsning, bestemt ikke blottet for humor fra en engageret elev med et budskab på hjertet. Han udtrykker »viden, holdninger, følelser, erfaringer, fantasi«, som det hedder under kommunikative færdigheder i prøvebekendtgørelsen.

Efter anden gennemlæsning svævede jeg en kort tid mellem 10 og 9. Klummen med det monologiske og sarkastiske tilsnit holder som genre i for eksempel et ungdomsblad. Opgaven er præcist og nuanceret besvaret. Stoffet er disponeret i forhold til opgaveformuleringen. Besvarelsen viser bestræbelser på at fange læserens interesse.

Eleven kender til kultur og samfundsforhold. Han eksemplificerer, perspektiverer, vurderer og konkluderer.

Eleven anvender relevant ordforråd. Har fat i gode udtryk og vendinger.

Hans sprogopfindelse »antaBush« tåler ikke en oversættelse. Selvom mange engelsktalende ville kunne regne den tilsigtede betydning ud, er der tale om en danisme.

Tegnsætningen er forstyrrende. Følger man den, bliver læsningen staccatopræget, og forståelsen besværliggøres.

En ordbog og stavekontrol ville have taget sig af en del fejl.

Der er basale grammatiske fejl, men flere er gengangere.

Sætningsopbygningen er i orden. Eleven mestrer brug af verbers tid med kun to undtagelser.

Fordi dette drejer sig om en bedømmelse af en skriftlig opgave, kan man ikke se bort fra grammatiske fejl, der forstyrrer læsningen. Det får mig til at finde karakteren 9 den rette bedømmelse.

Læs stilen, en newzealandsk kvindes kommentarer, netdebatindlæggene og grafer over fejlfordelingen til højre for denne kommentar på www.folkeskolen.dk