Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Vi skal lære at sige Talis

Nyt fokus på lærerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har lært at sige Pisa af OECD, og nu skal vi til at lære at sig Talis. Det betyder: »Teaching and Learning International Survey«, hvilket nok lyder fredeligere, end det måske kan gå hen og blive.

I det internationale samarbejde har lærerorganisationerne kritiseret OECD for i Pisa at stille baggrundsspørgsmål til elever, til skoleledere, til skolebestyrelser, til forældrene, men ikke til lærerne. Lærerne ville gerne bidrage med deres opfattelse af, hvad der har betydning for arbejdet i skolen.

Nu har OECD taget os på ordet - næsten da.

For i stedet for at inddrage lærerne i Pisa på lige fod med de øvrige aktører har OECD søsat et nyt projekt - en undersøgelse, hvor lærere og skoleledere skal besvare en række spørgsmål om grundvilkårene for lærerarbejdet og for at holde skole.

OECD's medlemmer kunne til en start vælge mellem 15 mulige områder eller indfaldsvinkler til spørgeskemaerne. Medlemslandene prioriterede fire områder: 1) Anerkendelse, feedback, belønning og evaluering af lærere. 2) Skoleledelse. 3) Undervisningsmetoder, værdier og holdninger. 4) Lærernes kvalitet (erfaringer, kvalifikationer og ansvar).

Dette skulle efter OECD-medlemslandenes opfattelse være de centrale områder, der kræver belysning, hvis man skal finde ud af, hvordan lærerne kan agere bedst muligt i deres profession.

EU-Kommissionen havde udtrykt interesse for at anvende data fra undersøgelsen til belysning af EU's indikatorer på lærerområdet. Men kommissionen ønsker data om lærernes muligheder for livslang professionel udvikling, og dette krav var ikke dækket af de prioriterede områder. EU og OECD er derfor blevet enige om i undersøgelsen at inddrage spørgsmål om lærernes tilfredshed med deres grunduddannelse og muligheder for efter- og videreuddannelse samt »school climate«.

Men hvorfor nu denne store interesse for at sætte lærerne under lup? Den korte version er, at Europa skal finde én million nye lærere de næste ti år. At det er vanskeligt at tiltrække talentfulde unge til læreruddannelserne, at de unge, der har gennemgået uddannelsen, ofte forlader lærerjobbet i løbet af få år, og at der er meget stort fokus på uddannelse, fordi højt uddannelsesniveau til alle EU-borgere skal redde Europas fremtid i det globale kapløb. Så skolen skal sikre, at erhvervs- og samfundslivet får den arbejdskraft, der er brug for. Lærerne skal være »effektive«. I en anden OECD-undersøgelse hedder det: »Teachers Matter« - og vi er jo sådan set glade for, at vores arbejde ikke er ligegyldigt, men det sætter altså skærpet fokus på vores job.

Pilotundersøgelsen til Talis er gået i gang netop nu i fem lande, og spørgeskemaerne til lærerne er opdelt i fire hovedområder. 1) Baggrundsspørgsmål, hvor man svarer på, hvilket fag man underviser i i én bestemt klasse - og spørgsmålene vedrører kun dette ene fag. 2) Spørgsmål om uddannelsesbaggrund. 3) Feedback og ros/belønning. Spørgsmålene her forsøger at indkredse, i hvilket omfang ledelse og kolleger følger den enkeltes arbejde, om man modtager ros og ris, og om der er belønningssystemer (for eksempel økonomiske) i forbindelse med arbejdet. 4) Spørgsmål, der forsøger at indkredse arbejdet i klasserne/med eleverne.

Skolelederne skal besvare en række tilsvarende spørgsmål, men her er der stærkere fokus på belønningssystemer, muligheder for at indkredse ineffektive eller »under-performing« lærere og ledernes muligheder for at skaffe sig af med dem. Resultatløn lurer også i vandskorpen i nogle af indfaldsvinklerne til spørgsmålene. De internationale lærerorganisationer har været meget kritiske over for disse spørgsmål, og OECD har taget en del af kritikken til sig og omformuleret spørgsmål. Men først når resultaterne af pilotundersøgelsen kommer, bliver det muligt at sige med sikkerhed, om OECD forsøger at indkredse kulturen i en udviklingsorienteret skole - eller om management tager over.

Hvis OECD følger sin plan, vil forundersøgelserne gå i gang i deltagerlandene - herunder Danmark - foråret 2007, og selve undersøgelsen gennemføres i foråret 2008. Først i 2009 kommer rapporten, så vi har god tid til at forberede os på en ny gang mediehalløj.

»Men hvorfor nu denne store interesse for at sætte lærerne under lup? Den korte version er, at Europa skal finde én million nye lærere de næste ti år«