Hvis skolen var en færge, så ville passagererne blive temmelig knotne.

Forestil dig færgen, der sejler fra Odden til Ebeltoft. Undervejs på overfarten oplever du som passager, at skibet zigzagger, skifter kurs flere gange og endelig lægger til i Århus.

De senere års pendulagtige, og hvad der opleves som spontane, centralt styrede kursændringer på folkeskoleområdet er med til at skabe et negativt og forvrænget billede af de resultater, vi opnår. Tænk blot på roderiet omkring de kommende afgangsprøver.

For at blive lidt i billedet oplever jeg som kaptajn på en af færgerne, at rederiet ustandselig korrigerer kursen og uden at afvente resultaterne af korrektionerne sender færgen ud på nye kursændringer.

Læseundervisningen er et rigtig godt eksempel. På min skole ændrede vi kurs på området i slutningen af 90'erne. Vi valgte at opprioritere resurserne i indskolingen. Målrettet indsats i børnehaveklasserne har betydet, at 95 procent af alle elever har lært bogstaverne, før de starter i 1. klasse. Vi har en kontinuerlig og veltilrettelagt kommunal efteruddannelse af 1.-klasse-lærerne. Skolens læsevejleder rådgiver dansklærerne i indskoling og mellemtrin. Vi har intensiveret indsatsen over for børn af forældre, der selv har læsehandicap. Og endelig gennemfører vi en forebyggende specialundervisning: Læseløftet. Den samlede indsats har blandt andet bevirket, at vi har reduceret antallet af elever, der har behov for specialundervisning, med mere end 50 procent.

I lighed med rigtig mange andre skoler tester vi på min skole alle elever på alle klassetrin i både dansk og matematik tre-fire gange årligt efter en fastlagt prøveplan. Vi finder aldrig ud af, hvordan det ville være gået, hvis vi ikke havde skiftet kurs. Men når jeg studerer resultaterne af disse prøver, kan jeg imidlertid se en markant forskel på læsestandpunktet for de elever, der går i 0.-6. klasse nu, sammenholdt med de tilsvarende resultater for de elever, der går i 7.-9. klasse. Det kan være svært at sammenligne æbler med pærer, men jeg vover alligevel at påstå, at indsatsen virker. Temmelig godt endda.

Når man imidlertid vurderer skolen på baggrund af Cepos og Pisa og andre slutevalueringer efter 9. klasse, og det er jo lige det, man gør, så har vi et problem på min skole. Man vil nemlig tidligst kunne se resultaterne af vores indsats på læseområdet efter afgangsprøven i 2008 (resultaterne offentliggøres så i øvrigt først på ranglisteform i 2009). Det er et temmelig langt perspektiv for lovgiverne, der har akut brug for resultater inden for fire år og bestemt ikke har behov for succeser, der er grundlagt i slutningen af sidste århundrede.

Jeg kan godt forstå, at passagererne bliver bekymrede og vrede, når rederiet sender signaler til dem om, at færgen er defekt (tænk på, hvordan folk ville reagere, hvis man under overfarten Odden-Ebeltoft viste skibskatastrofefilm). Bekymrede passagerer retter umiddelbart deres vrede mod besætningen. I skolen er det vigtigt, at både ledelse og lærere har is i maven og bevarer entusiasmen, når vi bliver både hængt ud og skældt ud. Selvfølgelig kan vi trods tævene levere varen, som de gør i Finland: Fine faglige resultater fra børn, der i tilgift har lært, at det er surt at lære. Men det er ikke godt nok. Jeg tror på, at der i fremtidens samfund er brug for energi, fantasi, virkelyst, selvstændighed, samarbejdsevne og en lang række andre bløde kompetencer til at klare alt det, der ikke kan eksporteres til Kina. Den opgave løser vi kun, hvis vi bevarer arbejdsglæden og er stolte af vores resultater.

Kære politikere. Jeg sætter pris på, at I holder øje med os og retter kursen ind efter jeres vision om fremtidens samfund, men jeg er meget utilfreds med, at I skifter kurs og vision så tit. Jeg ville ønske, at I ville afvente og anerkende resultaterne af det arbejde, I sætter i gang. Jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for at holde modet oppe hos besætningen og navigere, så vi ikke havner i Århus (undskyld, Århus).