»Som nystartet lærer bliver man dybt rystet over den politik, som skoler møder de nye lærere med. Vi bliver dynget til med timer, som ikke hænger sammen. Vi knokler, men kommer ingen vegne. Jeg forstår godt, så mange dropper ud«.

Fra bogen »Første år som lærer« af Tina Taarsted med flere, Kroghs Forlag.

Det er helt uacceptabelt, at nye lærere bliver overlæsset med klasser og timer, der ikke hænger sammen. Det er på tide, at alle skoler får helt klare retningslinjer ved ansættelse af nyuddannede lærere. Ovenstående citat afslører, hvordan forholdene er for utallige nye lærere på en del skoler. Følgende er en personlig skildring af mit første møde med folkeskolen.

Jeg blev ansat i Ledøje-Smørum Kommune. Jeg fik seks forskellige klasser, 26 undervisningslektioner, fem spisevagter og en gårdvagt om ugen. Jeg skulle have en 1. klasse, og alt skulle startes op fra bunden af. Jeg deltog jævnligt i møder med klasselærer, pædagoger og forældre.

Derudover skulle jeg være klasselærer for en specialklasse for elever med motoriske vanskeligheder og indlæringsproblemer. Arbejdet krævede en lang række specialpædagogiske tiltag. Jeg havde jævnligt møder med pædagoger, lærere, psykologer og forældre. Jeg skulle samtidig undervise den klasse, som specialklassen jævnligt skulle arbejde sammen med. Desuden skulle jeg have en anden 1. klasse i idræt og to besværlige 8.-klasser.

Derudover skulle jeg selvfølgelig deltage i lærermøder og pædagogisk råds møder og deltage i en række udvalgsarbejder.

Jeg var med i to team og havde adskillige samarbejdspartnere, som stillede høje krav til mit engagement. Flere gange om ugen måtte jeg deltage i to til tre møder efter hinanden samme dag.

To pædagoger i det ene team mente, at vi lærere »lavede for lidt«. Det resulterede i, at jeg skulle have et endnu større ansvar for klassen.

I den tid, jeg arbejdede på skolen, sov jeg stort set ikke om natten. I begyndelsen blev jeg jævnligt syg med influenzasymptomer og smerter i maven. Jeg havde dagligt hovedpine og var træt, irritabel og ukoncentreret.

Til sidst kontaktede jeg tillidsrepræsentanten, og det resulterede i et møde med skolens leder, der mente, at jeg skulle deltage i flere møder med hende. På de møder var der konstant fokus på min person, og som »lektie« til de næste møder blev jeg pålagt at »se endnu mere på mig selv« og filosofere over, hvorfor jeg lod nogle klasser fylde så meget i min bevidsthed. Til endnu et møde sagde jeg, at jeg håbede, at min arbejdsbyrde kunne reduceres, og til dette svarede lederen, at man jo ikke kunne fjerne nogle klasser, bare fordi læreren ikke kunne lide eleverne, og efterfølgende blev jeg belært med en historie, fra dengang lederen selv var ny lærer og havde haft en problemklasse, der gav hende en fin gave den sidste dag, fordi hun havde brugt så meget energi på at have »kampe« med eleverne. Lederen mente ikke, at problemet skyldtes, at jeg havde for mange forskellige klasser, men at jeg forberedte mig for meget.

Til sidst gik jeg ned med stress og blev alvorligt syg. Arbejdsvilkårene blev ikke forbedret, og jeg var nu nødt til at stoppe på skolen for at bevare mit helbred. Mit første møde med folkeskolen resulterede altså i, at jeg mistede al motivation og lyst til at arbejde som lærer.

Det er urimeligt, at så mange nye lærere hvert år står i tilsvarende situation. Det er nødvendigt, at både ledelse og lærere sørger for, at nye kolleger får rimelige arbejdsvilkår. Der skal være en klar politik, så nyuddannede får en positiv og meningsfuld opstart. Nye lærere skal ikke have klasser, som man ved er vanskelige. De skal maksimalt have to eller tre forskellige klasser, og så skal de havde færre lektioner og mulighed for vejledning af erfarne lærere de første år.

(Lige nu arbejder jeg på en god og velfungerende specialskole i Ballerup Kommune. Jeg er meget glad og tilfreds med mit arbejde og ved ikke, om jeg nogensinde ønsker at vende tilbage til folkeskolen).