Modersmål-Selskabet støtter varmt forslaget om en obligatorisk liste over forfatterskaber, som eleverne skal lære at kende i skolen, og vi mener, at tanken er så god, at den bør føres videre med en kanon også for danske sange og salmer, som børnene skal kunne (helst udenad) og skal kunne synge.

I børnehaven kan børnene mange sange, og da de ikke kan læse, er de nødt til at lære dem udenad, hvilket tilsyneladende går af sig selv, og det er tydeligt, hvilken fornøjelse de har af at synge sammen. Når de samme børn kommer i 1.g, kan de stadig børnehavesangene, som de må ty til, hvis de vil synge sammen. Dertil en masse brudstykker af popsange, mest engelske og amerikanske, nogle skålesange samt måske lidt af en klassiker i Kim Larsen-udgave. Ikke nok til at etablere et sangligt fællesskab. Desuden er de generte og flove ved at synge, hvis de ikke lige har en musiklærer ved klaveret til at slå tonen an.

Hvordan kan det nu gå til, når man ved, hvor meget børn og unge lytter til musik og sang, og hvor meget musik betyder for dem?

En del af forklaringen er, at de unge er sig pinligt bevidste, at de ikke er så dygtige til at synge som de idoler, de dyrker. En anden og vigtigere del er den antiautoritære omvæltning, som fandt sted fra 1960erne og fremefter. Her sker et tab af uskyld: Pludselig blev de sange, som folk før frydefuldt havde sunget med på, erklæret for nationalistiske, idealiserende og ude af trit med en moderne virkelighed. »Jeg ved en lærkerede« hvabehar? Ikke én promille af danske børn har set en lærkerede, og i øvrigt er lærken ved at uddø. »Vi elsker vort land« vel gør vi ej. Vort land er et kapitalistisk udbyttersamfund. »Hvor smiler fager den danske kyst« ha, den er forurenet med spildolie og plasticaffald.

Kritikken virkede. De danske sange forsvandt ud af skolen. Problemet var og er, at der ikke kom noget nyt og bedre i stedet for det gamle. Det vil sige det gjorde der, nyt, men ikke bedre, for hvor kirke og samfund før stod bag sangudøvelsen i landet, trådte nu det kommercielle marked til. Kritikken af traditionen havde ryddet banen, så der blev plads til underholdningsindustrien, som ikke så nogen grund til, at ungerne skulle synge selv og have ulejligheden med at lære sangene, når stjernerne kunne gøre det meget bedre.

Det gamle oprør var berettiget. Modersmål-Selskabet ønsker ikke 50erne tilbage, men efter 30 års »frigørelse« er der igen grund til at gøre status, og hvad sangglæde angår forekommer opgørelsen deprimerende. Vel synges der som aldrig før i »Stjerne for en aften« og »Hit med sangen«, men mest af professionelle og mest på engelsk. Den danske sang som medium for samvær mellem børn og unge er uddøende.

Samfundet kan træde til med sine krav i form af en kanon for skolen. Gør samfundet ikke det, er børnene overladt til underholdningsverdenen.

Vel er en kanon autoritær. Den udtrykker et krav fra samfundet og er et resultat af en omstændelig demokratisk proces. En kanon tager heller ikke udgangspunkt i barnets øjeblikkelige behov eller interesser, for barnet føler ikke behov for at synge danske sange, derimod hævder den autoritært, at barnet har nogle langsigtede behov, og at samfundet har en interesse i at varetage disse.

Til gengæld vil en kanon styrke både skolens og den enkelte lærers autoritet over for børn og forældre, idet samfundet på en ny og kraftig måde stiller sig bag skole og lærer ved med sin kanon at påpege, at skolen er en offentlig institution. Den er ikke en butik med varer på alle hylder, som man kan vælge til eller fra. Læreren skal ikke ud fra en individuel viden eller holdning argumentere for stofvalget, der er bestemt af højere magter. Derfor kan læreren bruge kræfterne på at formidle stoffet.

I Modersmål-Selskabet tror vi på, at en kanon vil medvirke til at bevare og styrke det fælles daglig-sprog, som er så afgørende for at slå bro over de mange kløfter, der deler os i forskellige generationer, forskellig herkomst, forskellige faglige, sociale, økonomiske og politiske grupper. Også bro over kløften til de generationer, der gik forud for os.

På folkeskolen.dk til højre for denne kommentar kan man læse Bent Pedersbæks forslag til kanon for sange og salmer.