'En skole på vej' lyder overskriften på bilag 3 i arbejdstidsaftalen for lærere i forbindelse med Overenskomst 99. Det er slået fast, at dette bilag har samme retslige gyldighed som den øvrige del af aftalen. Det betyder, at dette bilag indgår som et ligeværdigt dokument med den øvrige del af aftalen i vurderingen af en eventuel tvist i relation til udmøntningen af aftalen.

I bilaget er beskrevet, hvad aftaleparterne er enige om med hensyn til, hvad det er for en slags skole, hvad det er for en lærerrolle, hvad det er for en organisation af undervisningen, og endelig hvad det er for en type ledelse, man ønsker fremmet i skolen.

Endvidere var det fælles udgangspunkt for en ny arbejdstidsaftale, at den skulle understøtte den pædagogiske udvikling. Målet var ikke besparelser.

Som formand for Lederforeningen i DLF og som medlem af DLF's hovedstyrelse har jeg sammen med et flertal i hovedstyrelsen anbefalet, at man stemte ja til denne overenskomst.

Det gjorde jeg i tillid til omtalte forudsætninger og i begejstring for bilag 3 - 'En skole på vej', der klart giver udtryk for et visionært, udviklingsorienteret og fremadrettet skolesyn. Vi ville få en arbejdstidsaftale, der gjorde det muligt at foretage en pædagogisk funderet og situationsbestemt fordeling af tiden til lærernes opgaveløsning.

Jeg er selvfølgelig klar over, at man ikke kan sikre det kommunale serviceniveau på skoleområdet gennem en arbejdstidsaftale. Man har med den nuværende aftale i hånden kunnet lave besparelser på skoleområdet ved at sænke Ø-tidsprocenten til 50 og hæve det beregnede gennemsnitslektionstal for den enkelte lærer fra de 630 til 750 lektioner.

Jeg har også respekt for, at en kommune melder ud, at det er nødvendigt at spare på skoleområdet. Det er ærlig snak. Men med den nye aftale skal kommunen så i samarbejde med lærerkredsen aftale de pædagogiske målsætninger i relation til de ressourcer, der efterfølgende er til rådighed for skolevæsenet. Altså aftale, hvilke opgaver der ikke længere skal/kan løses i skolen på grund af de aktuelle besparelser. Det er også ærlig snak.

Det er derimod pinligt, at en del kommuner nu efterhånden melder ud, at man med baggrund i den nye læreraftale kan få mere undervisning, spare så og så mange lærerstillinger, og samtidig påstå, at man kan få det samme arbejde udført for færre ressourcer. Det er både utroværdigt og en grotesk skævvridning af den indgåede aftale.

Når det så samtidig forlyder, at det er Kommunernes Landsforening (KL), der sender sine økonomer ud for at hviske kommunerne i ørerne, at man kan hente besparelser direkte i aftalen, så er målet fuldt.

Det må da siges at være en både ejendommelig og yderst kortsigtet handling.

Har KL allerede glemt, med hvilken nød og næppe arbejdstidsaftalen overhovedet kom i hus?

Med KL's ageren og alt for mange kommuners negative håndtering af den nye arbejdstidsaftale hænger værdien af bilag 3 i en uhyggeligt tynd tråd.

Jeg forstår og deler frustrationerne hos de skoleledere og lærere, der har set frem til at samarbejde om skoleudviklingen i relation til bilaget. Men med kommunernes manglende vilje til at leve op til aftalens forudsætninger og KL's billigelse heraf bliver det svært at se, hvor der kan findes ressourcer til den nødvendige skoleudvikling. Lærernes individuelle arbejdstid kan jo ikke bare sådan forhøjes.

Set i lyset af mulige konsekvenser heraf må jeg på det kraftigste opfordre KL og kommunerne til at ændre signaler eller stå ved, at kommunerne ikke har råd til at tilbyde eleverne en ordentlig og udviklingsorienteret skole. Hvis KL skal genvinde sin troværdighed som aftalepartner, må man sadle om og give kommunerne en klar melding om, at arbejdstidsaftalen ikke er et besparelsesredskab, men en løftestang til at skabe en bedre skole.

Hvis ikke, er det mit håb, at staten vil overtage lærerområdet igen.

Formand for

Lederforeningen/DLF