Læsebogsundersøgelsen fra 1999 er nok den mindst populære undersøgelse, jeg har været med til. Allerede ved udgivelsen blev den heftigt kritiseret i Folkeskolen, og i sidste uges kommentar fortsætter Jørgen Frost kritikken.

Ligesom i 1999 drejer kritikken sig især om, at undersøgelsen ikke tog tilbørligt hensyn til lærerfaktoren, især uddannelse og erfaring. Argumentet er, at når »Søren og Mette« gav så klare vinder-elever efter både 1. og 2. klasse, så måtte det være, fordi »Søren og Mette«-lærerne var så meget ældre og mere erfarne end lærerne med andre læsebøger. Jørgen Frost tilføjer så, at hans system, »Helhedslæsning«, kom ind på en andenplads efter 3. klasse. Og det system blev netop også brugt af ret erfarne lærere. Her bør man tilføje, at eleverne med »Helhedslæsning« kom langsomst i gang med læsningen af alle i 1. klasse (rapporten side 81). Det var først i 3. klasse, at de indhentede børn, der havde haft »Søren og Mette« i det første skoleår.

Nu gjorde vi allerede dengang rede for, hvordan læsebogsundersøgelsen faktisk tog højde for forskelle i lærererfaringer og en lang række andre faktorer (se Folkeskolen nummer 32/1999 og rapporten side 130-132). Resultatet står stadig fast: valg af læsebog har en dokumenteret betydning for elevernes første læseudvikling; og »Søren og Mette« gav den hurtigste start på læseudviklingen med de færreste tabere i sammenligning med de fire andre mest udbredte begyndersystemer fra slutningen af 1990erne. Der er kommet andre systemer til siden da, og dem siger rapporten selvfølgelig ikke noget direkte om.

Med udgangspunkt i læsebogsundersøgelsen slår Frost til lyd for en mindre »læsebogsstyret« og mere »lærerstyret« og »elevafhængig« læseundervisning. Der er vel næppe nogen, som vil være uenig i, at elevtilpasset undervisning er et gode, men undersøgelsen kan altså ikke bruges som argument. Resultaterne peger derimod på, at brug af et udbredt læsebogssystem er en støtte:

Når vi så på de relativt mindre erfarne lærere (under 40 år), så var et læsebogssystem faktisk en markant støtte for deres elever. Der var under halvt så mange elever med dårlige læsefærdigheder som ellers, når de var blevet undervist med et af de fem mest udbredte læsebogssystemer. Det gav derimod markant større risiko for læsevanskeligheder, når relativt mindre erfarne lærere underviste enten uden læsebog, med skiftende læsebøger eller med mindre udbredte læsebøger (se min bog »Læsning og læseundervisning«, side 143).

For de mere erfarne læreres vedkommende var der ikke nogen tilsvarende læsebogseffekt hverken positiv eller negativ. Man kan altså ikke bruge undersøgelsen som argument imod læsebogssystemer, som Jørgen Frost gør. De direkte resultater er i modstrid med hans fortolkning.

Det sker så tit i debatten, at to forskellige hypoteser står over for hinanden. Det er teoretisk set muligt, at brug af et læsebogssystem kan give »læsebogsstyring« og en systemtvang, som ikke fremmer noget. På den anden side er det også muligt, at et læsebogssystem kan være en støtte, som man skal være forsigtig med at lægge væk. Læsebøgerne og deres vejledninger bærer jo en hel undervisningstradition med sig. Og som sådan tilbyder de forfatternes indsigt og erfaringer i en meget konkret og hjælpsom form til både yngre og ældre undervisere.

Man kan let smykke sit teoretiske standpunkt med alt muligt godt, for eksempel en helhedsopfattelse af elever, et moderne læringssyn eller en balanceret tilgang til læsning. Det gør måske det teoretiske standpunkt mere tiltalende; men det bliver det ikke rigtigere af. Læsebogsundersøgelsen og anden læseforskning bliver derimod interessant her. Den kan nemlig oplyse, hvilke af de mange teoretiske opfattelser der svarer bedst til den praktiske virkelighed.

Det er klart, at lærerens uddannelse og erfaring er meget vigtige faktorer. Så vidt jeg kan se, må kernen i læseunderviserens professionalisme endda være veldokumenteret viden om og sikre færdigheder i læseundervisning. Det er den viden og de færdigheder, som ikke enhver velmenende medborger kan påberåbe sig. Derfor er det også beklemmende, at der næsten ikke er nogen dansk læsepædagogisk forskning.

Læsebogsundersøgelsen »Hvordan kommer børn bedst i gang med at læse?« af Ina Borstrøm, Dorthe Klint Petersen og Carsten Elbro findes i fuld tekst på www.cphling.dk/laes

Carsten Elbro er professor i læsning ved Københavns Universitet