I 1994, mens jeg læste på Aalborg Universitet, gennemførte jeg et praktiksemester som engelsklærer i det nordøstlige Thailand. Inden jeg forlod Thailand, var jeg blevet tilbudt et andet job, som skulle starte den efterfølgende sommer. Jeg tog hjem, tog det sidste semester og vendte tilbage til Thailand, hvor jeg underviste på en handelsskole i et år. I løbet af det år havde jeg hørt en del om Japan og tog springet herover for to år siden.

Japan er på mange måder et meget interessant sted at leve, på trods af at de fleste, både japanere og udlændinge, bruger det meste af deres tid på at arbejde. Det er langtfra usædvanligt, at en japansk mand arbejder 70 timer om ugen og har højst tre ugers ferie om året. Selv har jeg adskillige job; om aftenen arbejder jeg på Hitachi og Fujitsu, og om dagen arbejder jeg på to offentlige mellemskoler, hvor jeg underviser i mundtlig engelsk i 6., 7. og 8. klasse.

Når jeg kommer på arbejde om morgenen, hænger mange elever ud ad vinduerne og råber godmorgen og vinker til mig. Det rører mig hver gang, de viser deres imødekommenhed, deres velvilje, deres lyst til at opnå min opmærksomhed. Respekt er et uomgængeligt krav her, og elevernes respekt for deres lærere er næsten uendelig; lærerne tiltaler deres elever ved deres efternavn, og eleverne tiltaler også deres lærere ved efternavn, som bliver efterfulgt af 'sensei', japansk for lærer. Min kollega til- og omtales derfor som Aoyagi-sensei, men jeg har bedt om, at alle bruger mit fornavn - Hjulmand ligger ikke let på en japansk tunge!

Eleverne vælger ikke selv, hvor de vil sidde i klasselokalet; de er placeret alfabetisk efter deres efternavn. Der er 36 elever i en klasse; elev et sidder ved bord et, elev to sidder ved bord to. Drengene og pigerne sidder i adskilte rækker; først ved døren sidder en række drenge, så en række piger. Seks rækker a seks elever er lig med 36. Elevernes påklædning er kontrolleret ned til mindste detalje; alle er stort set ens. Sorte eller mørkeblå uniformer; habitjakke, slips, hvid skjorte og matchende bukser til drengene; blazer, bluse, butterfly og nederdel til pigerne. Begge køn har hvide sokker på og går med ens tennissko; her i landet skifter vi nemlig sko i skolens aula. Sidstnævnte hænger sammen med, at offentlige skoler ikke har en pedel ansat; eleverne klarer selv størstedelen af rengøringsarbejdet, så derfor er det nemmere for dem, hvis de bruger indesko. Her tillades det ikke, at drengene har langt hår; pigerne går hverken med smykker eller makeup.

Før jeg starter dagens undervisning, rejser alle sig op, og på duksens ordre hilser de mig alle med et 'Good morning Miss Ulla (!) How are you?' Der er kun et svar: 'Fine, thank you, and you?' 'Fine thank you'. Målet med denne øvelse er tilsyneladende at lade eleverne bruge deres engelsk ved så mange lejligheder som muligt - og ovenstående udveksling er jo unægtelig en slags dialog, er det ikke?

Målet med min undervisning er at udvikle elevernes mundtlige kommunikative kompetence; det er ingen nem opgave, idet jeg arbejder i et system, som er næsten uoverkommeligt stift. Men jeg elsker mit arbejde. Som regel går mine timer sådan, at min medlærer og jeg præsenterer 'dagens tekst' i form af en dialog, som vi øver med eleverne, fulgt af pararbejde, hvor eleverne øver dialogen selv, og til sidst personaliserer de dialogen, så den reflekterer deres individuelle følelser, aspirationer, drømme. Og det er i denne sidste del af timen, hvor jeg oplever min intellektuelle og følelsesmæssige tilfredsstillelse i mit arbejde. Det er her, eleverne stolt og genert på samme tid viser mig, at de har forstået den dialog, som vi skal lære den dag, det er her, de bruger den dialog til at møde mig som menneske og som lærer. Det tager lidt tid, ordbogen og ens bedste veninde skal konsulteres, men pludselig sker det; en elev tager mod til sig og forsøger at kommunikere med mig på engelsk. Han eller hun stiller spørgsmål, om jeg kan bruge spisepinde, og om jeg kan lide sushi. Jeg kan svare bekræftende. Derefter endnu et spørgsmål og et svar, og endnu et spørgsmål fra mig og endnu et svar, enten pa engelsk eller japansk; så et smil og lidt genert fnisen. Japansk er så svært, og engelsk er så svært, men vi prøver. Vi vil begge mødet.

Cand.mag.