Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Hos os forventer vi loyalitet

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I begyndelsen af skoleåret går viceskolelederen og jeg ud i de nye 7.-klasser og fortæller om, hvad vi fra skolens side forventer af en elev i overbygningen. Vi har opstillet 11 krav til eleverne og giver dem så en lille, uhøjtidelig »test« a la »Alt for damerne«, hvor eleverne for sig selv kan krydse af, om de lever op til skolens krav. Efterfølgende deltager ledelsen i forældremøder i 7.-klasserne og præsenterer de samme krav. Kravene er, at eleverne skal være: stabile, velforberedte, grundige, sociale, pålidelige, ordentlige, høflige, opmærksomme, hæderlige, flittige og loyale. Alle ord forklares med konkrete eksempler. Især gør vi meget ud af skolens sidste krav: »Du skal være loyal«.

Alle kan se, at det ikke er så smart, at man som flaskedreng i Føtex stiller sig op uden for facaden og taler nedsættende om biksen eller dem, der arbejder der. Men det kommer som lidt af en overraskelse for nogle forældre og elever, at vi også forventer loyalitet i skolen.

Min argumentation er, at det er skolens opgave at forberede eleverne på de vilkår, de møder senere i livet. Skolen er elevernes arbejdsplads, som forældre (og deres børn) af egen fri vilje aktivt har valgt, derfor forventer vi, at alle bakker op og omtaler skolen og alle dens mennesker på en respektfuld og fair måde. Hvordan skal en elev kunne respektere sine lærere, kammerater, sin skole og alt det, man lærer her, hvis snakken over spisebordet altid handler om, hvor skrupskøre de er »henne på den skole«?

Måske er årsagen til, at man i Sverige oplever langt mindre mobning, end vi gør her i Danmark, at loyalitetsfølelsen er langt større derovre, end den er herhjemme!

Alle vi, der arbejder i skolen, har i min optik også samme forpligtelse til at vise loyalitet. Når man taler dårligt om hinanden eller om vores arbejdsplads, er man med til at undergrave hele skolens virksomhed.

Et eksempel: Peter er ny matematiklærer i 7.y, han indleder med at fortælle forældre og elever, at det er tydeligt, at klassen er langt bagefter i matematik, men nu skal der nye boller på suppen (denne udtalelse bliver af mange elever og forældre »oversat« og hørt som: »Klassens tidligere matematiklærer har ikke udført sit arbejde godt nok«). Peters udspil har måske den umiddelbare effekt, at han her og nu scorer point. Men den har også utilsigtede bivirkninger. Den første er, at forældre og elever generelt mister tillid til skolen. Den anden er, at Peter med sin udtalelse rent faktisk legaliserer bagtalelse.

Samme utilsigtede virkning har det, når lærere over for forældre og elever ryster på hovedet ad ledelsens beslutninger. Ledelsen tegner skolen udadtil, og hvis ledelsen har et dårligt ry, smitter det i den grad af på hele skolens virksomhed. Det tager fem minutter at få et dårligt ry, men det tager år at bygge et godt ry op.

Må man så slet ikke sige sin mening her på Skovvangskolen? Inden nogen farer til tasterne og skælder mig huden fuld på folkeskolen.dk og klandrer mig for at ønske, at alle på skolen skal rette ind i et kæft-, trit- og retningshelvede, må jeg desværre skuffe dem. Selvfølgelig kan - og skal - alle kunne sige deres mening her hos os. Ellers ville der aldrig ske nogen udvikling. At være loyal handler også om aktivt og konstruktivt at deltage i debatter og at påvirke beslutninger. Men det er vigtigt, at det sker i de rette fora i respektfuld dialog. Men når en beslutning så er taget, så har alle skolens ansatte til opgave at bakke op og løse opgaverne optimalt inden for de givne rammer. Kan man ikke det, er trivslen i bund.

Trivsel skal have topprioritet for alle, både elever, medarbejdere og ledelse. Skolen er vores fælles arbejdsplads, og hvis man ikke loyalt kan bakke op om hinanden og de beslutninger, der er taget, påvirker det ikke bare skoledagen, men hele tilværelsen.

Hvis man oplever, at hverdagen er præget af mistrivsel, mukkeri og bagtalelse, er det en god idé at se sig om efter en anden arbejdsplads, hvor man kan være mere tilfreds med forholdene. Eller som en lærer engang sagde: »Hvis du bliver ved med at løbe panden imod en mur, så vend dig om og løb den anden vej«.

Dette gode råd giver jeg hermed videre til lederkolleger, forældre, elever og medarbejdere.

»At være loyal handler også om aktivt og konstruktivt at deltage i debatter og at påvirke beslutninger. Men det er vigtigt, at det sker i de rette fora i respektfuld dialog«.