Danmarks Evalueringsinstitut - Eva's - undersøgelse af »skoleledelse i folkeskolen« bekræfter endnu en gang, at ledelsen er i spænd mellem mange eksterne og interne forståelser, krav, forventninger og forestillinger om ledelsesopgaven. At skolelederne i forhold til pædagogisk ledelse møder en vis form for intern modstand og oplever ekstern underkendelse gennem en stærkere politisk styring og bestandig offentlig kritik. Evalueringsgruppen bag undersøgelsen fremsætter på den baggrund en lang række anbefalinger til styrkelse af ledelsen. Evalueringsgruppen skriver, at »skolelederne giver udtryk for en vis usikkerhed over for opgaven«. Denne usikkerhed kan efter gruppens vurdering relateres til et generelt behov for professionalisering af skoleledere. »Hvis skolelederne har en lederuddannelse og dermed et solidt vidensgrundlag, vil de øjensynligt opleve en større tryghed og sikkerhed, når de træffer beslutninger. Usikkerheden peger også på, at der er behov for at udvikle et kodeks for god skoleledelse«. Jeg synes, forslaget om et kodeks er perspektivrigt, fordi det kunne give anledning til at kvalificere dialog og større fælles afklaring på mange niveauer. Det kunne være:

. kommunalbestyrelsens, forvaltningens og ledernes gensidige forventninger til styring, dialog og dokumentation

. ledelsens og bestyrelsens afklaring af gensidige forventninger og indbyrdes kompetencefordeling

. ledelsens selvrefleksion i forhold til opgaven

. ledelsens og medarbejdernes afklaring af gensidige forventninger og refleksioner i forhold til aktuel ledelsespraksis

. kommunalpolitikernes og skolebestyrelsernes grundlag for drøftelse af lederprofil, udarbejdelse af opslag og ansættelse af ledere

. kommunalpolitikernes beslutninger om uddannelsesplaner for skoleledere.

Et kodeks bygger i min forståelse ikke på troen på konsensus. Det handler i højere grad om at få en beskrivelse, der kan kvalificere et afsæt for en civiliseret dialog mellem de implicerede parter i forhold til forståelsen af ledelse. For lederne handler det om at få beskrevet nogle tydeligere rammer og rum for ledelse. Den politiske styring har afgørende betydning i den sammenhæng. Ebbe Kløvedal Reich advarede for år tilbage mod tendensen til at umuliggøre enhver form for autoritativ ledelse:

»En skole kan kun ledes, hvis der er tilvejebragt en stabil balance mellem kommunale myndigheder, elever, forældre og lærere. Det skal være en balance, hvor de holder hinanden i skak på en så venlig og rummelig måde, at der bliver plads til skolelederen og hans autoritet i midten af det hele«.

I offentlige organisationer er det i høj grad den politiske styring, der afgør, om rummet indskrænkes eller udvides. Det er indlysende, at det ledelsesmæssige råderum er forskelligt, alt efter om man primært læner sig op ad en politisk centralstyring eller en styring med vægt på decentralisering, fleksibilitet og personligt ansvar. En politisk centralstyring med vægt på entydige mål og detailforskrifter fulgt op af resultatstyring med fokus på kvantitative faktorer fordrer »lederen som lydig funktionær og ikke som faglig, professionel leder«. Jeg er enig i behovet for at få reformuleret en mere systematisk, operationel og dokumenteret styring af skolen, men sporene skræmmer, hvis tendensen til en stærk politisk centralstyring er blevet til forståelsen af god politisk styring.

Eva foreslår, at Undervisningsministeriet og KL sætter et udviklingsarbejde i gang, der skaber et kodeks for god ledelse. Arbejdet med et kodeks for god ledelse bliver også arbejdet med et kodeks for god politisk styring. Jeg tror, Undervisningsministeriet og KL har en del at tale om i den sammenhæng, men jeg synes, det er vigtigt med en fagfolks-tænkning i forhold til drøftelse af konsekvenserne af forskellige former for politisk styring. Evalueringsgruppen bag denne undersøgelse burde være selvskrevne medlemmer af en tænketank i forhold til den opgave.

Det kan bekymre, at man i de politiske manifester taler så meget om at styrke skolens ledelse, mens det, ledelsen aktuelt har fået, er flere bundne opgaver, som man ikke har mulighed for at præge og ingen magt til at ændre, men ansvar for at udføre.