Kommentar

'Og Danmarkshistorien er langtfra forbi

trods indvandrerstop

har vi noget at se frem til:

hvilke nye navne vil om tyve tredive år

lyde lige så fortroligt danske

som Meyer og Passer

Utzon og Borge

Schmeichel og Schade gør i dag?'

Nationaldigteren Benny Andersen slår i sit digt 'I begyndelsen' fast, at '. . . mange kom af egen drift, mens andre var på flugt eller simpelthen var deporteret hertil, men det gælder dem alle. . . de var med til at danne Danmark'. Der har altid været indvandring. Det nye er, at Danmark i løbet af de sidste 30-40 år er blevet multietnisk - ikke mindst i folkeskolen. Alexandra, Erann DD, Naser Khader og Wilson Kipketer er eksempler på nye fortrolige navne, der er med til at danne Danmark.

Hvis mennesker skal opleve, at de er en del af et fællesskab, må de føle sig respekteret. Folkeskolen skal derfor arbejde aktivt for at skabe et fundament for et sådant fællesskab, for kun derved bliver mangfoldigheden en resurser.

'Mangfoldigheden en resurser - som kræver resurserr' er netop undertitlen på et politikpapir, som DLF's kongres skal tage stilling til i næste uge. Med den formulering slår vi fast, at folkeskolen går foran i arbejdet med at integrere de tosprogede børn, men at en succesfuld løsning kræver resurserr.

Vi har valgt at kalde papiret 'Fællesskabets skole - i et multietnisk samfund' for at pointere folkeskolens centrale opgave som en af de vigtigste kulturinstitutioner til at binde samfundsgrupperne sammen. Hermed fortsættes linjen fra foreningens publikation 'Fællesskabets Skole', der peger på sammenhold og ikke kun på tidens krav om individualitet.

Viden og engagement er nødvendige forudsætninger for en vellykket integration, men gør det ikke alene. De ansvarlige myndigheder må påtage sig deres ansvar ved at give lærerne arbejdsredskaber - både en ordentlig grund-, efter- og videreuddannelse og tidssvarende materialer - og tilstrækkelige resurserr. Hertil hører ansættelse af flere tosprogede lærere og konsulenter med særlig viden på området.

Foreningens nye politik på området gør meget ud af, at en ægte integration af tosprogede børn kræver, at alle - ikke mindst de etniske minoriteter selv - påtager sig et ansvar. Men da de er på 'udebane', må skolen være imødekommende og tydelig i sine krav og forventninger til 'de nye danskere'. På den anden side må indvandrerne respektere det danske samfunds grundpiller, herunder skolelovens værdier om demokrati, gensidig respekt, mangfoldighed og ligeværd mellem kønnene. En sådan proces tager lang tid og kræver en daglig indsats. Særlig vigtigt er det at inddrage de tosprogede forældre, så de oplever respekt og accept. Det skal ske i samarbejdet om den enkelte elev i klassen, men også på skoleplan, hvor DLF anbefaler at oprette 'etniske råd'.

Foreningens hidtidige politik om undervisning af tosprogede elever er fra 1993. Siden da er der sket en rivende udvikling. Dels er antallet af tosprogede elever vokset, så de på landsplan udgør knap ni procent af eleverne, dels betyder integrationsloven fra 1999, at alle kommuner nu modtager indvandrere og flygtninge.

Kongrespapiret, der også anbefaler et navneskifte fra kristendomskundskab til religion, har været forberedt næsten et år. Der er afviklet otte dialogmøder, hvor over 600 medlemmer har bidraget med erfaringer på området. Med afsæt i en konference i november 2000 har en gruppe udarbejdet oplæg til hovedstyrelsens pædagogiske udvalg, der med yderligere inspiration på en konference i maj i år har videreudviklet forslaget, der så blev vedtaget på hovedstyrelsens septembermøde.

De kongresdelegerede har desværre kun haft kort tid til lokale drøftelser af papiret, men vi har undervejs fået energisk bistand af repræsentanter fra kredse og en række indsigtsfulde fagfolk.

Indvandrerdebatten har længe været skinger. Derfor er kongressens positive modtagelse vigtig, så Danmarks Lærerforening kan fortælle omverdenen, at vi har en god politik, at lærerne er i fuld gang med at løse integrationsopgaven, og at vi forventer og er afhængige af andre parters aktive bistand.