Kommunernes Landsforening (KL) vil give håndslag på en handel om vores løn. Hvis vi skifter til ny løn, vil vi få en 'gennemsnitsløngaranti', et andet ord for, at vi beholder vores nuværende lønsum. Det skulle være noget særligt fint, at den ikke bliver beskåret. Vores forhandlere har værdsat garantien til 1,127 milliarder kroner i år 2009 - alt andet lige.

Når man skal vurdere en mulig handel i den vægtklasse, må forhold som aftalens gyldighed, modpartens kredit- og troværdighed samt alternativer analyseres.

En aftale er gyldig i to år. Det vil dog efter to år være langt lettere for KL helt eller delvist at gå ud af garantien, end det ville være for os at skifte lønsystem igen.

KL's kreditværdighed er forhåbentlig bedre, end KL selv meget beskedent lægger op til, ellers ville en handel være utænkelig uden en blanding af galgenhumor og gavmildhed. Men står blot halvdelen til troende, er situationen slem nok. Alle kender sangene om elevtal, bygninger, inventar og undervisningsmidler. Desuden er det lykkedes at fastholde firsernes krisestemning i folkeskolen og hele den kommunale verden. Der er ikke budgetteret med beløb, som blot svarer til det stigende elevtal. Resten må findes inden for rammen, og da lærerne er så løntunge og så videre, og så videre.

Hvad troværdigheden angår, er erfaringerne med løfterne om lønløft ved overgangen til arbejdstidsaftalen vanskelige at fortrænge, og i øjeblikket er KL med et vist held ved at fraskrive sig faderskabet til arbejdstidsaftalen med det formål - begrundet netop i den økonomiske situation i kommunerne - at få mere undervisning ud af lærerne. Hvis DLF skal være enlig mor, ville jeg i øvrigt personligt foretrække, det blev til et andet barn.

I det hele taget har den offentlige usikkerhed om, hvem der, bortset fra lærerne, egentlig er ansvarlig for folkeskolen, sneget sig langt ind i KL. Hvorfor skulle KL føle sig mere ansvarlig for en løngarantipulje, der ikke er bundet til den enkelte lærer, end for aftalen om F-faktoren (læs: timelønnen), som netop er knyttet til den enkelte?

At KL's troværdighedskonto er overtrukket til fallitgrænsen, bekræftes af den mangel på vilje og evne til at forhandle ny løn for skolelederne, som demonstreres på de fleste rådhuse netop nu.

Det må altså være relevant, faktisk uomgængeligt, at se på alternativer til en aftale, der bygger på KL's troværdighed ti år frem.

Dette understreges af et forhold, som vist heldigvis flere og flere foreningspolitikere er ved at fåøjnene op for: flertallet af medlemmer vil ikke på ny løn. Vi anlægger en helhedsbetragtning og gør værdien af en aftale op i flere parametre end det samlede provenu for forhandlingsområdet, for eksempel relationer til kolleger og ledelse, rimelighed, fællesskab, klarhed og den enkeltes løn. Mange ønsker ikke, at beløb i milliardklassen skal forhandles som kvalifikations- eller funktionsløn i kommunerne eller helt ude på skolerne.

Alligevel er der endnu ikke fra forhandlerne tilflydt os andre alternativer end det trivielt gentagne, nemlig et lønsystem i dybfrossen uforanderlighed langt ind i det kommende årtusinde, et lønsystem, hvor værdien af alle komponenter ved vore forhandlingsvenners hjælp tæres væk. Her er enhver tanke om garantier på forhånd opgivet, hvilket man i det mindste må karakterisere som ærlig snak - men hvorfor kan vore forhandlere ikke forestille sig, at vi kunne beholde og måske udvide lønsummen, uden at det automatisk medførte ny løn? - hvilke alternativer har de overvejet? - måske endda med en mindre luftig garanti?

Kredskasserer, Ballerup Lærerforening