Diskussionen om det aktuelle lønsystem må ske på basis af kendsgerninger og ikke ud fra fordomme.

Sådan lyder opfordringen fra Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, i Kommentaren i Folkeskolen nummer 34. Det er en god idé og helt nødvendigt, for at vi kan udvikle et nyt lønsystem.

Kendsgerningerne i Ny Løn er:

at aftaleretten er under pres,

at der opnås utilstrækkelige lønstigninger i forhold til det, der var aftalt ved overenskomsten,

at der ikke er tilstrækkelig magt at sætte bag kravene der, hvor lønnen forhandles.

DLF har på kongressen i 2002 valgt at blive i forhandlingsfællesskab med andre offentligt ansattes fagforeninger Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO). Samtidig vedtog kongressen, at der i KTO skal udvikles en fælles politisk strategi for løn, som gør op med svaghederne i lønsystemet. Jeg mener, det er nødvendigt, hvis samarbejdet skal bestå.

Aftaleretten er fagforeningernes vigtigste grundsten. I 1899 blev Hovedaftalen indgået mellem arbejdsgivere og de faglige organisationer. På grund af de spilleregler, som Hovedaftalen fastlagde, kunne lønmodtagerne i fællesskab være med til at sætte prisen på arbejdskraften gennem aftaler om løn. Det kunne for eksempel forhindre, at arbejdsgiveren ansatte medarbejdere til lavere løn, som kunne trykke lønnen. DLFs lønpolitik fastslår, at alle løndele er et aftalespørgsmål også under det nuværende lønsystem og at aftaler skal indgås på objektive kriterier. Kommunerne har imidlertid den modsatte intention med Ny Løn og selvom DLFs lønpolitik efterleves i kredsene, sætter det nuværende lønsystem konstant vores politik under pres. Presset forstærkes af den kendsgerning, at der i andre KTO-organisationer ikke er samme stringens med hensyn til indgåelse af aftaler på objektive vilkår. Det er heller ikke alle aftaler, som reelt bliver forhandlet. Kredsformænd kan opleve, at skoleledere undrer sig over, at løn til lærere skal forhandles, når det er en formsag for andre medarbejdergrupper. Selvom kredsene i DLF fastholder en lønpolitik, så har Fanden altså taget nogle andre.

Lønstigningerne i hele KTO var 4,1 procent fra andet kvartal 2002 til andet kvartal 2003. Men det aftalte resultat var 4,7 procent inklusive forlodsfinansieringen (de penge, som ikke blev aftalt som lønstigninger, men blev udlånt til kommunerne, så de kunne indgå lønaftaler lokalt hvis de ville).

Det er en kendsgerning, at vi ikke har fået dem. Der mangler 0,6 procent.

Når dygtige forhandlere i DLF indgår lønaftaler i stil med den, som Jan Trojaborg beskriver er indgået i Københavns Lærerforening, så er det et skulderklap værd. Men sætter vi ambitionsniveauet højt nok? Der er flere steder tale om aftaler, som bringer lærere på Ny Løn op på trin 37 eller 40 efter otte års anciennitet. Men mange gange sker det, uden at der er brugt flere resurser end de allerede aftalte. Når vi samtidig ved, at der i hele KTO mangler 0,6 procent, før vi er oppe på det aftalte resultat, så må der være nogen, som ikke får noget særligt. Har Fanden også taget dem?

I læsningen af KTOs statistik skal man tage højde for, at kommunerne muligvis har tænkt kreativt. I Søllerød Kommune har kommunalbestyrelsen afsat 0,8 procent ekstra til Ny Løn for at pynte på lønstatistikken. Samtidig har alle forvaltninger fået til opgave at spare et tilsvarende beløb ved stillingsreduktioner. Så hunden spiser sin egen hale.

Det er en kendsgerning, at de faglige organisationer kan blive hørt i budgetlægningsfasen, men at vi ingen magt har at sætte bag eventuelle krav eller protester. Den magt findes kun ved de centrale forhandlinger. Derfor skal reallønsudviklingen for alle medlemmer sikres der og ikke lægges ud til lokalt forgodtbefindende som i det aktuelle lønsystem.

Det aktuelle lønsystem Ny Løn forhindrer ikke lokale lønstigninger. Men hvis kredsformænd og politikere i DLF kun fokuserer på egne forhandlingsresultater og opfatter andre grupper af offentligt ansatte som nogle, man kan lade Fanden tage, så lukker man øjnene for nogle afgørende svagheder i det nuværende lønsystem. Svagheder, som på sigt kan betyde, at offentligt ansattes fagforeninger bliver afgørende svækket. Politikere i DLF har ansvar for mere end »nu og her«-lønstigninger for egne kredsmedlemmer. Ikke et moralsk ansvar, fordi det er synd for dem, der ikke får, men et politisk-strategisk ansvar for at forhindre, at lønsystemet betyder, at der udvikles svage led i kæden i forhandlingssamarbejdet.

Solidaritet er nødvendigt for både de stærke og de svage. For hvis vi lader Fanden blive ved med at tage de sidste, så når han jo på et tidspunkt frem til de første.

Dorte Lange kredsformand i Søllerød Lærerforening