Kommentar

Diskussioner blandt DLF's medlemmer om politik bølger ofte højt i kredsene og på lærerværelserne. Formænd og tillidsrepræsentanter skældes ud, argumenter og skældsord fyger i luften. Det er godt. Det er nødvendigt for demokratiet.

Men der eksisterer et tabu i diskussionen. Man kan ikke fravælge medlemskabet. Tillidsrepræsentanter, kredsformænd og kolleger klapper i, og den formastelige, som overvejer noget sådant, mødes med kulde. Måske forbarmer en enkelt sig og spørger syrligt: 'Skal du til at være en nasserøv?'

På andre arbejdspladser med en anden omgangsform ville mere drastiske metoder måske komme i brug. Historierne fra B&W og andre steder er barske.

Man bryder et tabu ved ikke at være medlem. Når noget er tabu, indgår vi ikke engang i diskussion om det. Folkeskolen brød tabuet i nummer 33, da en lærer fra Søllerød blev citeret for, hvorfor han ikke er medlem.

Dermed er der åbnet for diskussionen. Og det er måske godt at få repeteret, hvorfor dette tabu blandt danske lønmodtagere har en årsag. Selvom DLF ikke oplever medlemsnedgang, går vi jo en spændende tid i møde, hvor masser af nye unge lærere kommer til skolerne og skal indgå i de forpligtende fællesskaber, et kollegium er. Derfor skal vi naturligvis forklare vores tabu.

Tabu i et moderne demokrati skulle jo ellers være unødvendigt. Tabu er noget moralsk funderet og ikke politisk. Det hører vel primitive folkeslag til?

Nej! Ikke kun. Ligesom tabuer hos primitive folk er livsnødvendige, fordi de beskytter menneskene mod farer eller sikrer regler for sameksistens, som kan bevare stammen sund, er det tabu nødvendigt for lønmodtagere i Danmark.

Jeg vil præsentere tre grunde:

- Det første, vi reagerer mod, er det moralske. Det er forkasteligt nasseri på kollegers kontingent, når man nyder godt af undervisningstillæg og andre aftaler uden selv at bidrage med kontingentkroner. Nok brokker vi os over, at aftalerne ikke er tilstrækkelige, men vi ved også, at uden vores repræsentanters arbejde ville det se værre ud. Kommunerne betaler ikke løn og giver os forberedelsestid for vores blå eller brune øjnes skyld.

Det er altså vores fælles arbejdsforhold, vores løn og livsgrundlag, som er på spil.

- Den anden grund er mere alvorlig. 'Ikke-medlemskab' er et demokratisk problem. Folk, som vælger medlemskab fra, hævder, at baggrunden er et demokratisk princip om at være enige om politikken, før man kan være medlem. Men en fagforening er ikke et parti, som man skal være enig med for at være medlem af.

Fagforeningernes rolle i Danmark - og det øvrige Skandinavien - er en langt større del af samfundssystemet end i andre europæiske lande. Løn og arbejdsforhold i Danmark er ikke fastsat ved lov. De er fastsat i aftalesystemet, som bygger på fagforeningernes deltagelse. For at aftalesystemet skal have demokratisk gyldighed, er det nødvendigt, at de faglige organisationer rent faktisk repræsenterer de mennesker, som de aftaler løn og arbejdsforhold for.

Det siger sig selv, at hvert enkelt medlem ikke altid kan føle sin holdning dækket ind i en stor forening. Men hvis man ikke er medlem, afholder man sig fra indflydelse på, hvad der skal aftales. Og samtidig svækker man foreningens repræsentation af lønmodtagergruppen som sådan!

Dermed får den enkeltes valg konsekvens for hele gruppen. For hvert ikke-medlem fratages kollegerne en bid af den fælles indflydelse i forhandlinger med arbejdsgiverne og på samfundsudviklingen i øvrigt.

- Tredje grund er, at udviklingen af fagforeningens politik kommer i fare, hvis de, der er uenige, ikke er medlemmer og ikke deltager i diskussionen om den.

Jeg siger 'velkommen i klubben' til de mange nye kolleger, som i fællesskab med os andre vil sætte ekstra skub i den spændende udvikling af vores fagforening, som hele tiden er i gang. Den udvikling er folk udenfor afskåret fra at vide noget om, og det bar argumenterne i Folkeskolennummer 33 tydeligt præg af.