Undervisningsminister Ole Vig Jensen ved, hvordan man kamuflerer et eklatant nederlag.

Til Folkeskolen siger han i sidste uge om brugerbetaling, at 'lovhjemmelen ikke er klar nok. Ombudsmanden tager ikke stilling til, om forældrene må betale eller ej'. Det lyder meget tilforladeligt, og det er ikke ligefrem lyv. Men det er manipulation.

Lovbrud kan ikke gradbøjes. Enten er der lovhjemmel, eller også er der ikke lovhjemmel. Loven fordrer 'udtrykkelig lovhjemmel', intet mindre. I dette tilfælde er problemet ikke lovens uklarhed, men det enkle, at lovhjemmelen er ikke-eksisterende, og det er det, ombudsmanden har sagt. Opkrævningerne er lovstridige, basta.

Ministeren har ganske ret i, at '. . . ombudsmanden ikke tager stilling til, om forældrene må betale eller ej'. Det er simpelthen ikke det spørgsmål, ombudsmanden skulle tage stilling til. Spørgsmålet er nemlig ikke, om forældrene må, men om de skal betale for at få deres barn med på rejsen. Med det til følge, at manglende betaling kan begrunde elevens udelukkelse. Ombudsmandens svar er helt utvetydigt, at forældrene ikke skal betale. Folkeskolens undervisning, herunder lejrskoler og rejser, er gratis.

Men selvfølgelig må forældrene da gerne betale, hvis de ønsker at give skolen en gave. Det er først, når betalingen bliver forbundet med privilegier såsom adgang til særlige undervisningsforløb, at det går galt. 'Det har ikke givet problemer', mener Ole Vig Jensen, der stadig forsøger sig i rollen som den, der intet har set og intet har hørt.

Ministerens manipulationer fortsætter. 'Det kan godt ærgre mig, at det ikke kom med i folkeskolereformen, for vi drøftede faktisk spørgsmålet', siger han til Folkeskolen. Men ministeren har kun sig selv at takke. Fra kilder tæt på ministeren vides det med sikkerhed, at tæerkrummende embedsmænd i ministeriet dengang forsøgte at få ministeren - både den nuværende og den forhenværende - til at foreslå lovændringer på dette område. En kontorchef med særligt ansvar for folkeskolelovens formuleringer sagde til undertegnede under høringsfasen i forbindelse med folkeskolelovens vedtagelse i maj 1993: 'Vi fik det tomme blik ud ad vinduet'.

Ministeren forsøger at skabe det indtryk, at her er tale om en svipser, som en lille flok kværulanter har valgt at hidse sig op over. Sagen er den, at ministeren øjensynligt har gjort, hvad der stod i hans magt for at hindre, at denne sag nåede nogen form for afklaring. Formentlig fordi han vidste, at det ville betyde et stop for en praksis, der gennem årene har indbragt skolen et uspecificeret antal millioner (millarder?) kroner under bordet. Kommunernes Landsforening vurderer det til en sum mellem 90 og 150 millioner kroner årligt, nogenlunde svarende til, hvad ministeren har frataget Tvind-skolerne, fordi de opererede på kanten af loven. Hans handlekraft i Tvind-sagen står i skærende kontrast til den passivitet og efterladenhed, han har udvist over for de tvivlsomme dispositioner, han selv er ansvarlig for. Ombudsmandens kritik på dette punkt er hårdtslående, og ministeren har endnu ikke forholdt sig til den med ét ord.

Ministeren mener, at det '. . . bliver ødelæggende for folkeskolen, hvis det ikke er muligt at gøre noget ekstra'. Over for Jyllands-Posten har han advaret om, at skolen vil blive 'umulig og kedelig' i forhold til privatskolerne, hvis det ikke skal være muligt at tage på udlandsrejser, der ikke er en del af undervisningen. Jeg må spørge: Det er jo en opfordring til at tage på fritidsrejser med eleverne i arbejdstiden, hvis vi kan kradse pengene ind hos forældrene. Det virker ikke gennemtænkt.

Endelig mener Ole Vig Jensen, at 'det bliver svært at definere begrebet undervisning'. Hermed en lille håndsrækning: Undervisning - det er det, der foregår i skolens undervisningstid.

Men hvis det, han i virkeligheden mener, er, at det bliver svært at definere undervisning sådan, at det ikke indbefatter lejrskoler og skolerejser, har han ret. Det bliver umuligt.

Lærer på Karlebo Skole.