Kommentar

Splittelsen blandt danske skoleledere er nu flere år gammel og til stor skade for det vigtige organisationsarbejde blandt ledere. Det er underligt, hvor lidt mediebevågenhed splittelsen har haft. For en del år siden skete noget lignende blandt edb-folk, og de landsdækkende aviser fulgte sagen nøje, og ord som 'gul fagforening' og 'skruebrækkeri' blev anvendt. Men da Danmarks Skolelederforening (DS) forlod DLF, havde det ikke den store medieinteresse. I Folkeskolenhar der i ny og næ været et lille pip fra en skoleleder om det beklagelige i situationen, men almindelige lærere, hovedstyrelsesmedlemmer og kongresdelegerede prioriterer ikke sagen. I organisationsdanmark burde det da ellers være lidt af en sensation, at næsten halvdelen af landets skoleledere har meldt sig ud og forsøger at overtage forhandlingsretten. De har dog klogeligt ikke sat endelig dato for, hvornår det skal ske - eller rettere, den skydes belejligt et halvt år ud i fremtiden, hver gang en udmeldt deadline nås.

Nogle af DS' medlemmer er sågar socialdemokratiske byrådsmedlemmer. For ti år siden ville en sådan faneflugt og forsøg på at sabotere en forhandlingsberettiget organisation straks have ført til eksklusion.

Vi er altså langt over halvdelen af landets skoleledere, der har valgt at blive i samme organisation som lærerne, fordi vi finder, at der er mere, der samler end skiller. Det er ellers ikke helt i tidens ånd, hvor Mandag Morgen udbasunerer, hvor vigtigt det er for ledere og medarbejdere at være i hver deres interesseorganisation. Men det er vi altså - ja undskyld gentagelsen - cirka 3.400 ledere i DLF, der er uenige i. Vi finder tværtimod, at det er uhyre vigtigt, at vi står i samme organisation. Skoleudvikling og værdibaseret ledelse fungerer bedst i et tæt og forpligtende samarbejde og ikke i en 'ridefogedmodel'.

Selvfølgelig er der områder, hvor lærere og ledere har forskellige roller, hele Med-strukturen og ny løn. Men blot vi er opmærksomme på det og respekterer hinandens selvstændighed, bør tingene kunne løses gennem de samarbejdsaftaler, der indgås mellem lærerkreds og den lokale lederforening.

Jeg efterlyser debat om emnet også blandt andre end skoleledere, fordi vi på kongressen i oktober skal evaluere den model, som blev iværksat for tre år siden. Lederforeningen har udsendt et oplæg til debat, og efter en række regionsmøder vil Lederforeningen på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde sidst i august drøfte vor stilling til eventuel justering og ændring af modellen. Men det afgørende for kongressens behandling vil nok ikke alene være argumenterne fra Lederforeningens ti kongresdelegerede. Det afgørende for, at vi kan få sendt nogle klare signaler til de 1.500-1.600 skoleledere, der for tiden er medlemmer af en gul fagforening, er, hvilke overvejelser hovedstyrelsen og de mange andre kongresdelegerede gør sig.

Lederforeningen er organiseret som en landskreds, og formanden er født medlem af hovedstyrelsen. Det, at vi er en landskreds, giver nogle økonomiske problemer, for eksempel når bestyrelsen og udvalg skal mødes. Lige nu har hovedstyrelsens slutning betydet, at vi har væsentligt færre penge end en almindelig lokalkreds. Det bør kongressen ændre til en bestemt andel af vort kontingent.

Hovedstyrelse og kongres må også ændre vilkårene for forhandlingerne om vores egne løn- og arbejdsvilkår. Vi anfægter ikke, at kredsen har den lokale forhandlingsret. Men måske kunne man overveje, om lederne i større kommuner, som for eksempel Odense, Århus, ikke selv kunne klare det. De fleste steder vil det være mest naturligt, at det foregår i tæt samarbejde mellem lokalkreds og den lokale lederforening. For at vise de gode intentioner kunne den nuværende model strammes op, så forhandlingsresultatet underskrives af både kredsformanden og formanden for den lokale lederforening. Hvis en enig hovedstyrelse og senere en enig kongres vedtager det, så er jeg sikker på, at signaleffekten over for DS' medlemmer vil være så stor, at vi inden en toårsperiode vil kunne være samlet i én stærk lederforening i DLF.