Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Dorte, Dorte . . .'. Det buldrer og brager op ad Amagerskolens 90 år gamle trapper. Med hujen og skrigen og enkelte elever stortudende braser 3.u ind ad døren til klasselokalet.
Frikvarteret er slut. Skyndsomt siger underviseren inde i hovedet farvel til staveord, orddiktat og læsning. Lige nu er børnenes virkelighed og tanker et helt andet sted.
Læreren overskuer lynhurtigt, hvor problemerne er størst. Ingen tilskadekomne, men Ayan græder. Alle sætter sig roligt ned for at snakke om, hvad der er sket. Karim er slet ikke kommet op fra frikvarteret. Han er virkelig vred, fortæller de andre elever, fordi Rune har sparket ham. Sidekammeraterne er godt i gang med at trøste.
At være lærer er ligesom at navigere i kaos. Man har planlagt et program, og pludselig kræver virkeligheden noget helt andet.
Efter et stykke tid kommer også Karim op på sin plads i klassen, og børnene prøver at afdække årsagen til det store postyr. Næsten alle sidder med en finger i vejret for efter tur at give deres version af konflikten eller rettere konflikterne. Drengene har spillet fodbold og klarer normalt at spille frikvarter efter frikvarter uden andre dommere end klassens selvudnævnte leder, Rune, der sædvanligvis bestemmer, hvornår der er mål, frispark eller straffe. Frejdige Karim har med uforrettet sag forsøgt et oprør mod hierarkiet. 'Det er altid Rune, der bestemmer!' konstaterer Kristina tørt. Rune forsvarer sig ved at fortælle, at de andre drenge gør ham til 'bestemmer'.
Pigernes konflikt er mere indviklet. 'Vi leger, at Søren er Gud, og så går vi rundt efter ham', siger Ayan, 'pludselig begynder han at slå'. En veludviklet leg i pigernes fantasi, men Søren tror, at de driller ham, og så bliver han sur.
Begge konflikter har afsæt i alt det usagte. Det hierarki, vi mennesker har indbyrdes, uden at vi siger det. Vi er ovre i det land, hvor krop, mimik og tonefald taler. 'Da de fleste følelsesmæssige meddelelser mellem mennesker bliver kommunikeret uden ord, er manglende evne til sikkert at læse eller afsende sådanne meddelelser et alvorligt socialt handicap', mener Stephen Nowicki fra Emory University i Atlanta, der sammen med Carolyn Oxford har lavet en undersøgelse af børns ikke-talte meddelelser. Undersøgelsen har involveret mere end tusind børn og har været offentliggjort i The journal of Genetic Psychology.
Læreren skæver ned på sit ur. Samtalen om frikvarterskonflikterne har taget tyve minutter af timen, der var planlagt til at handle om staveord, orddiktat og læsning. Langt de fleste i klassen har nu haft ordet - nogle flere gange. Sindene er faldet til ro. Flere er begyndt at sidde lidt uroligt på stolene på grund af den megen snak. Alle er naturligvis ikke lige engagerede. Alligevel er det imponerende at se, hvor koncentreret og konstruktivt de har forsøgt at afdække og løse dagens konflikter. Ungerne er ved at være undervisningsparate. Fra starten har klassen ofte brugt tid på at løse konflikter, men jo bedre de er blevet til at sætte ord på deres følelser, jo mere tid går der fra orddiktat, staveord og læsning.
I Stephen Nowickis undersøgelse afprøves barnets evner til at forstå ikke-talte meddelelser på en lang række måder. For eksempel bliver børnene i undersøgelsen uden at vide det optaget på video, mens de viser en bestemt følelse såsom glæden ved at få en fødselsdagsgave. Andre børn ser disse videoklip og bliver bedt om at give point i forhold til, hvor godt de forstår og synes om den følelse, der bliver givet udtryk for. Det viser sig, at de børn, der får færrest point i testen, ofte er dem, der er mindst populære i deres klasse.
Første skridt for at undgå mobning er at skabe en atmosfære i klassen, der gør, at man kan tale om problemer, og at børnene ser, at det nytter. Næste skridt er at sætte de ikke-talte meddelelser - kropssproget - på skoleskemaet. Når Ayan og Kristina leger, at de er vrede på 'Guden Søren', sender de nogle kropssignaler til Søren, som de ikke er bevidste om. Omvendt har Søren ikke læst, at pigernes signaler kun er en leg, der egentlig ikke involverer ham konkret. Bevidsthed om status, rangorden og kropssignaler giver børnene nogle handlemuligheder, der gør dem bedre til at tackle situationerne, før de udvikler sig til konflikter. I sidste ende må det give mere tid til de traditionelle danskfærdigheder.
Lærer på Østriggades Skole og exam.pæd. i dansk
