I den senere tid har Folkeskolen kådt boltret sig rundt i deprimerende artikler om unge lærere, der ikke gider eller magter arbejdet i folkeskolen på grund af den psykiske belastning - et noget ensidigt og patetisk billede!

Virkeligheden kan se anderledes ud. I min skolehverdag oplever jeg mange succeshistorier blandt unge lærere; dårligt socialt og/eller fagligt fungerende elever og klasser 'omvendes', store projekter gennemføres. Det er ikke på trods af, men måske nærmere på grund af, at de er unge lærere.

Dette kan virke anstødeligt, men min pointe er blot, at fordi man er ganske ung lærer, er man ikke nødvendigvis blindt famlende og potentiel dårlig. Modsat er erfaring som lærer ikke en kvalitet i sig selv og, som en anden naturlov, lig med en god lærer.

Den gode lærer har indset, at god undervisning hænger sammen med og er betinget af et godt socialt klima i klassen; en lærer med høj faglighed, pædagogisk indsigt og indfølingsevne. Denne lærer findes i lige så høj grad blandt de nyuddannede som blandt de erfarne!

Holdningen 'det er så hårdt at være ung lærer' er positivt set et udtryk for et stort engagement. Jo mere man engagerer sig i, hvorfor Sidsel aldrig siger noget i timerne, hvorfor Thomas slår, hvorfor Birgitte har problemer med konsonantfordobling, desto større bliver arbejdsbyrden. Denne øges, hvis man samtidig ikke har styr på de praktiske forhold i sit nye arbejde: Hvordan fungerer kopimaskinen og mælkeordningen?

Den negative forklaring hænger sammen med læreruddannelsens indhold og den type lærere, der 'produceres'. På seminariet lærte jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til mobning, når børn oplever dødsfald, når mor og far slår (og min efterfølgende oplysningspligt), uforenelige krav til min undervisning, tosprogede børn, klasselærerrollen og markante faglige problemer.

Groft sagt lærte jeg at planlægge undervisning for 20-25 velfungerende børn med velfungerende forældre på en velfungerende skole, dog krydret med undervisningsdifferentieringsbegrebet!

Selvfølgelig kan seminarierne ikke foregribe og beskytte mod alle realitetschok, men en justering af 'glansbilledet' er ønskeligt. Behovet blandt de studerende er der, specielt efter praktikperioderne, hvor nogle studerende vender ganske slukørede tilbage til skolebænken.

Det er min overbevisning, at langtfra alle lærere, der slippes ud af seminarierne, har kompetence og engagement til at møde stadigvæk mere bevidste, kritiske og forskelligartede elever og forældre. Så er det klart, at det er et stort psykisk pres at være lærer!

Hvad enten det psykiske pres skyldes et stort engagement og ambitionsniveau, manglende efterlevelse af kravene til lærerrollen eller noget tredje, for eksempel ensomhedsfølelse blandt sine kolleger, er presset ikke forbeholdt de nyuddannede. Derfor, spar mig for at blive ynket.

Ung som gammel i lærerfaget oplever af og til et psykisk pres foranlediget af en eller flere faktorer. Årsagsforskelligheden gør det svært at forebygge eller afhjælpe. Et skridt er dog nået, hvis det på arbejdspladsen er naturligt at fremføre problemer og frustrationer. Læreren med problemerne skal turde stå frem, men kollegerne har også pligt til at være opmærksomme og opsøgende med tilbud om hjælp og støtte, ellers risikerer vi den ensomme, fortvivlede (og måske dårlige) lærer.

Der skal skabes rammer, der minimerer det psykiske pres, for eksempel ved supervision samt ved samtaler med skolens leder en-to gange årligt og i forlængelse af start på en ny arbejdsplads. Indholdet bør være gensidige forventninger og deres efterlevelse, ønsker for fremtiden samt konkretisering og håndtering af eventuelle problemer.

Desuden kan meget nås, hvis man stiller større faglig-pædagogiske og personlighedsmæssige krav til de lærerstuderende samt gør uddannelsens indhold mere socialrealistisk; ind med de virkelighedsnære problemstillinger! Bliv rustet til nutidens folkeskole!