Ligestilling - det har vi da for længst fået i Danmark! Den bemærkning hører man ofte over middagsborde, til møder og i andre sociale sammenhænge, når man kommer rundt i Danmark.

Gid det var så vel, svarer jeg som regel. For ligestilling - det har vi bestemt ikke i Danmark.

Den letteste måde at illustrere den manglende ligestilling på er med kolde fakta. Se for eksempel på løngabet - det vil sige forskellen mellem den gennemsnitlige løn for henholdsvis en mand og en kvinde. Den er på 18 procent i Danmark.

Eller sagt på en anden og mere direkte måde: Knap en dag om ugen arbejder danske kvinder gratis.

Et andet eksempel er antallet af kvindelige ledere i Danmark. I dag er under fem procent af alle topposter i det private erhvervsliv besat af kvinder, mens kvinder kun udgør knap ti procent af bestyrelsesmedlemmerne i store virksomheder. Kvinder har med andre ord hverken indflydelse eller bliver betalt som deres mandlige kolleger.

Men det går da i hvert fald bedre med ligestillingen i Danmark end i landene omkring os, vil mange måske dernæst indvende. Nej - heller ikke!

Det gennemsnitlige løngab i EU er på 15 procent - altså tre procent lavere end i Danmark. Og når man som jeg sidder i Europa-Parlamentet og skuer ud over EU's medlemslande, så er det slående at se, hvordan Danmark sakker bagud, når det gælder ligestilling.

Vi har i Danmark et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, et arbejdsmarked for kvinder og et arbejdsmarked for mænd. Samtidig ligger danske kvinder næsten i bunden, når det gælder om at placere sig i hierarkiet på arbejdspladserne, viser europæiske sammenligninger.

Den danske lovgivning er der som udgangspunkt ellers ikke noget galt med. Formelt har vi haft ligestilling i årtier. Problemet er blot, at lovgivningen ikke virker, som vi ønsker, at den skal virke, for lønforskellen mellem mænd og kvinder falder ikke. Den vokser faktisk! Samtidig har antallet af kvindelige topledere været svagt faldende i de senere år. Så hvad skal vi gøre? Hvor skal vi gribe fat?

Vi skal gribe fat i børnene. Fundamentet for ligestilling ligger i folkeskolen, og kønsopdelingen begynder allerede der, så det er her, vi skal sætte ind.

Mine europæiske kolleger undrer sig, når de kigger i statistikken, for de kan jo se, at danske kvinder senere i deres liv fravælger faget fysik. De undgår matematikken og vil ikke være ingeniører. Underviser man så i ligestilling i læreruddannelsen? Underviser man i Danmark kommende lærere i, hvordan piger og kvinder kan bryde mønstre og bevæge sig ind på drengenes domæner, bliver jeg spurgt af de samme europæiske kolleger.

Hvortil jeg desværre må melde pas.

Paradoksalt nok er flere end to ud af tre ansatte i grundskolen kvinder. Alt andet lige burde det betyde, at et flertal af lærerne bag katedrene ved, hvilke udfordringer man som pige og ung kvinde står over for. Noget tyder imidlertid på, at vi - mænd som kvinder - hænger fast i nogle vaner og dogmer, som vi har meget svært ved at slippe. For få år siden viste en EU-undersøgelse om kønsblindhed, at undervisere er tilbøjelige til automatisk at videreføre kønsstereotyper, når de vejleder de unge i valg af videre uddannelse.

Det skal vi bryde med, blandt andet ved at indføre formaliseret undervisning i ligestilling i den danske læreruddannelse. Kommende lærere skal undervises i ligestilling mellem drenge og piger. Og de skal frem for alt undervises i, hvordan man undgår at præge børnene, så kønsstereotyper og kønsbarrierer bliver nedbrudt.

Den viden skal de bringe med sig ud i folkeskolen, så eleverne i højere grad via undervisningen mærker, at piger og drenge har nøjagtig de samme muligheder og chancer. At både piger og drenge bliver opfordret til at blive direktører, fysikere og ingeniører - hvis de har lyst.

Kun på den måde kan vi i fremtiden sikre reel ligestilling i Danmark.