Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hen over flere klassetrin har det simpelthen ikke været muligt at undgå, at min søn bliver budt på kage i undervisningstiden.
Det sker til trods for, at det er helt almindelig viden, at børnefedme fører til voksenfedme resten af livet, og at lægevidenskaben plæderer for, at gode vaner skal kodes ind i børnealderen.
Kaloriepressionen i min søns klasse begynder i 4. klasse, hvor klasselæreren møder op til forældremødet med et ønske angiveligt fra eleverne om, at de gerne vil have en kageordning i klassens time om fredagen.
Forslaget bliver lykkeligvis nedstemt af en samlet forældreflok.
Imidlertid gentager showet sig bare året efter.
Ved forældremødet møder klasselæreren med et fornyet ønske om en kageordning, denne gang væbnet med en flertalsundersøgelse blandt eleverne, der samlet er stemt for en kageordning.
Forslaget ledsages af lærerens egen holdning om, at det vil være så dejligt med kage. »Så kan vi rigtig hygge os i klassens time«. »Også de to andre 5.-klasser får jo kage«.
Denne gang stemmer jeg som eneste forælder imod kage i skoletiden.
Eftersom jeg er voldsomt oprørt over, at der indføres så ernæringsfattig føde i undervisningstiden, bliver kageordningen omgående omdøbt til »hyggeordning« - for der må naturligvis gerne medbringes frugt i stedet for kage.
Jeg klager til skolens ledelse, skolebestyrelsen, kommunens lokalpolitikere og skriver debatindlæg og stiller op i den lokale presse, hvor jeg alle vegne efterlyser en bevidst kostpolitik.
Alt sammen uden synlig effekt.
Men i kulissen får jeg dæmpede skulderklap for at bringe problemstillingen frem.
På nettet skriver flere forældre om, hvor svært det er at slippe for kage i det offentlige rum - i skolen, i skolefritidsordningen, til idræt eller til spejder.
Flere nævner det paradoksale i, at skolerne holder idrætsdag og afslutter sportsaktiviteten med et stykke kage.
Da det bliver min søns tur til at have noget med i skole, må han finde sig i at slæbe af sted hjemmefra med 25 bananer.
Den trafik stopper imidlertid omgående, da han trist vender hjem og fortæller, at de alle sammen var skuffede, og at ingen sagde tak.
Ved forældremødet i 6. klasse er »hyggeordningen« igen et punkt på dagsordenen, og klasselæreren møder op med afstemningsresultatet blandt eleverne, der denne gang lyder på 16 for og to imod ordningen.
Klappen går ned hos de fleste, hvis man fremturer med forbud, og da jeg faktisk ikke har nogen fascistisk holdning til kage, foreslår jeg på mødet, at vi fremover hver især bringer det med vores børn, vi synes, de skal nyde i klassens time. Når nu de absolut skal have noget.
På den måde kan de forskellige holdninger, der er til emnet - blandt både lærere og forældre - blive imødekommet.
Selvom læreren synes, det er en god idé, skrider hun alligevel til en afstemning for en fælles løsning, og ordningen omkring hygge vedtages at fortsætte uændret.
Vi må i frustration ty til det ultimativt negative og meddele, at eftersom det er en forældrefinansieret ordning, mener vi ikke, at vi kan påtvinges en flertalsafgørelse.
Da læreren har vendt sagen med sin leder, får vi den tilbagemelding, at »hvis vi ikke vil være med i hyggeordningen - så kan vi bare melde os ud«.
Vi er ret rystede over så konfronterende en holdning og tænker over, hvilken pædagogisk præference det er, man benytter sig af her?
Tænk, hvis vi havde haft et tykt barn, så skulle han ikke blot slås med at være et objekt for mobning, men også se sig sat uden for fællesskabet - endda efter forslag fra skolen - udelukkende fordi vi som ansvarlige forældre vil forhindre et unødigt og usundt kalorieindtag. Er det rimeligt?
På os virker det fuldkommen patetisk, at en folkeskole på den ene side bestræber sig på at imødegå mobning af tykke børn og modsat er bannerfører for en ordning, der tillader indtagelse af fedt og sukker i undervisningstiden.
Imidlertid er det målbart, at det danske samfund er ved at udklække en generation, der overhovedet ikke er klogere end den foregående - til gengæld er den stensikkert blevet federe.
»Da det bliver min søns tur til at have noget med i skole, må han finde sig i at slæbe af sted hjemmefra med 25 bananer. Den trafik stopper imidlertid omgående, da han trist vender hjem og fortæller, at de alle sammen var skuffede, og at ingen sagde tak«.
