Der er en grund til, at læren om kommunikation er blevet en indbringende forretning for mange. God kommunikation er nøglen til indflydelse. Hvis afsenderen siger »spade« og mener »graveredskab«, og modtageren hører det som en kommentar til sin intelligens, så må afsenderen finde en anden måde at sige det på.

På DLF's kongres i år kom otte jyske kredse med et ændringsforslag til hovedstyrelsens resolutionsforslag om arbejdsmiljø. Ikke fordi vi var uenige i budskabet, men fordi vi mente, at tiden var kommet til at få diskuteret vores måde at kommunikere med omverdenen på.

Det forekom os, at nogle af forslagene til resolutioner var let genkendelige. Vi har sagt det hele før og på samme måde. Og det virkede ikke.

Samtidig harmonerede disse forslag slet ikke med foreningens nye kommunikationsstrategi, som skal vende billedet af de sure lærere, der klynker og ingenting vil, til et billede af professionelle, saglige og dygtige lærere.

Danmarks Lærerforening har ikke ofte nok været inviteret med ved bordet i de senere år. Er det så vejen at gå at klage os og beskylde vores modpart for alverdens ting? Det mener jeg ikke.

Vi skal tage vores måde at kommunikere med omverdenen på op til revision. Vi skal forholde os til den politiske virkelighed og den offentlige mening. Hvis vi skal have den med os, må vi være bevidste om, hvordan vores udtalelser virker.

Jeg kunne aldrig finde på at sige offentligt om vores skolechef eller forvaltningsdirektør eller de lokale politikere, at de laver rod i forvaltningen eller skolen. Hvis jeg gjorde det, ville vores samarbejde være problematisk et godt stykke tid fremover.

Siger man sådan noget, er det da helt sikkert, at den omtalte person i hvert fald ikke inviterer afsenderen på kaffe i nærmeste fremtid. Og er det ikke det, vi vil? Vi vil have en tæt professionel dialog med alle politikere - og først og fremmest dem, der har størst indflydelse på vores område.

Der er af og til nogen, der taler mindre pænt om os. Så lad da os være de første til at ændre på tonen. Inden længe vil det være meget tydeligt, hvem der opfører sig ordentligt og professionelt.

Jeg har tit hørt det argument, at vores medlemmer forventer, at kongressen udtaler sig skarpt - det vil sige hårdt og mindre pænt. Jeg tror ikke, det er rigtigt. Det almindelige medlem ser aldrig resolutionerne. Men medlemmerne læser, hvad pressen eventuelt skriver som reaktion på kongressens resolutioner. Den slags resolutioner medfører i bedste fald, at ingen løfter et øjenbryn, og i værste fald skriver pressen, at nu klynker lærerne igen, eller at nu er vi igen sure. Måske kan det give kongressen en vis tilfredsstillelse at kunne sige: »Der fik de den« - men hvad får vi ud af det?

Jeg tror, medlemmerne forventer af os , at vi - kongressen, hovedstyrelsen, formanden - tager lederskabet på os og vælger en kommunikationsstrategi, der virker.

Lærernes image skal forbedres og respekten om faget genskabes. Det kan vi blive enige om.

Jeg har hørt en leder sige: »Jeg kræver respekt fra medarbejderne«, hvilket jeg morede mig meget over. Et godt image og respekt er ikke noget, man kan forlange. Det er noget, man gør sig fortjent til. Vi har ikke fortjent det image, vi har, men nu må vi også selv gøre noget for at forbedre det.

Vi kan starte med et sprogbrug, som vi kan være bekendt som den faggruppe, der skal lære Danmarks børn at kommunikere på en hensigtsmæssig måde. Vi lærer børnene, at hvis de henvender sig til folk på en ordentlig måde, så har de større chance for, at der bliver lyttet til dem. Så lad os selv gøre det lidt mere elegant og professionelt. Det betyder ikke, at vi ikke kan være tydelige og kritiske i vores udtalelser. Det virker rigtig stærkt at gå efter sagen med saglige argumenter.

Astrid Schjødt Pedersen sagde i sin kommentar, at diskussionen skulle tages i hovedstyrelsen. Det skal den også, og jeg håber, hovedstyrelsen lyttede til signalerne fra kongressen. Vi er forhåbentlig på vej væk fra tidligere tiders »fy-råb« og på vej hen imod en professionel og ordentlig dialog.

»Danmarks Lærerforening har ikke ofte nok været inviteret med ved bordet i de senere år. Er det så vejen at gå at klage os og beskylde vores modpart for alverdens ting? Det mener jeg ikke. Vi skal tage vores måde at kommunikere med omverdenen på op til revision«