Hvorfor reagerer mine børn, som de gør? Det har det været nødvendigt at forklare rigtig mange gange.

Variationerne af svarene har også været mange - afhængigt af sammenhængene.

Jeg har udleveret artikler og beskrivelser. Ofte har jeg tænkt, hvor svært det er for andre at forstå. Ja, selv på møder, hvor viljen til at forstå er stor, kan indsigten være svær at opnå og fastholde. Derfor har jeg samlet noget af den viden om adopterede børn med tidligt omsorgssvigt, som jeg har fået gennem årene - i forsøg på at give det videre og i håb om, at det vil blive læst med interesse. I overblik ser mine beskrivelser sådan ud:

Almindelige børn med anderledes problemer.

Adopterede børn har nødvendigvis ikke større problemer end børn, der bor hos deres biologiske forældre. Men de problemer, de kan have, er ofte anderledes. De kan være komplekse og gennemgribende, men næsten skjult for omverdenen, og billedet af barnet set fra skole- og hjemmeperspektiv kan være meget forskelligt, da barnet ofte har relativt nemt ved de mere overfladiske kontakter, men svært ved de dybe.

Samarbejde med omverdenen.

Det mest vanskelige for adoptivfamilien er ofte mødet med omverdenen, dens fortolkninger og konklusioner. Hvis et barn har problemer, bliver konklusionen hos andre hurtigt, at det måske er familien, den er gal med. Her kommer mange adoptivfamilier i klemme, for ofte har børnene haft deres problemer med sig, fra lang tid inden de kom. Derfor er et tæt, godt og ligeværdigt samarbejde essentielt. Det er først, når indsigten, den gensidige tillid og respekt er der, at samarbejdet mellem skole og hjem lykkes.

Tidligt omsorgssvigt efterlader spor.

Problemerne relaterer sig ofte til barnets tidlige år. I fagsprog bruges ord som tidligt »omsorgssvigt«, »tilknytningsforstyrrelse« og »tidlig følelsesmæssig skade«. Ordene bruges stort set som synonymer, alt afhængig af hvor omfattende problemerne er, og hvilket der vejer tungest. I hovedtræk går det ud på, at barnet har manglet tilknytning i det/de første leveår. Det kan barnet ikke huske, men det har ofte efterladt sig tydeligt spor i dets hjerne på en måde, som kan være gennemgribende for tænkning, handling, indlæring og adfærd.

At begynde forfra.

Vilkårene for barnet og adoptivfamilien er, at barnet må begynde forfra i sin »nye verden« - væk fra alt det velkendte. Og adoptivfamilien kommer på arbejde for at skabe eller genskabe det tabte, så de sammen kan etablere et nyt fundament for udvikling.

Overlevelsesstrategier.

Barnet har selvfølgelig strategier med sig fra sin tidlige tid - strategier, som var livsnødvendige dengang, det handlede om overlevelse for barnet. Men selv om disse strategier måske ikke længere er hensigtsmæssige, kan de være svære for barnet at slippe igen.

Selvregulering/impulskontrol.

Når barnet stresses for eksempel af skift i eller til skolelivet, kan det få ekstra svært ved at regulere sig selv, og så kommer den angst, som barnet tidligere har været igennem, måske op igen.

Adoptivfamilien må ofte være en anderledes familie.

Som forældre må man sadle om for at få forventninger og realiteter til at mødes, og man må sammen med barnet arbejde med den fine kunst, det er at holde balancen mellem udfordringer og succeser. Det er en livslang rejse at skabe et fundament for og med barnet - ud fra adoptivfamiliens anderledeshed og det faktum, at den biologiske familie ikke længere er der.

Tak til mine børns skole.

Samarbejdet er lykkedes med mine børns skole. Det skal lærere og ledelse have tak for. Min artikel, »Et ganske almindeligt, tidligt omsorgssvigtet, adopteret skolebarn«, er skrevet til alle andre interesserede lærere og pædagoger. Den kan læses på folkeskolen.dk