En af de styringsteknologier i det offentlige, som jeg føler mig overbevist om vil sætte sig endnu stærkere igennem i de kommende år, er ønsket om konkurrenceudsættelse og borgerens frie valg. Det mener jeg faktisk kan have ganske drastiske konsekvenser for folkeskolen og for ledelsesopgaven af den.

Der har i de senere år været et stigende pres på de offentlige velfærdsinstitutioner og -ydelser. Vi har set det på sundhedsområdet, hvor der har kunnet identificeres en markant stigning i antallet af behandlinger og patienter på private hospitaler.

Folkeskolen har som offentlig institution oplevet en tilsvarende udvikling. Mange kommuner er presset økonomisk som følge af skattestoppet og anlægsloftet og har derfor ikke mulighed for at udvikle folkeskolen i en takt og på et niveau, de kunne ønske. Bygninger bliver ikke moderniseret tilstrækkeligt, så de er fysisk tidssvarende rum for børns og ansattes læreprocesser. Folkeskolen er og skal være rummelig. Men for mange skoler er det en stor udfordring på den ene side at skulle håndtere kravet om rummelighed og på den anden side at skulle imødekomme meget krævende og resursestærke forældre med stærkt fokus på deres eget barns fremtidsmuligheder. Vi ser derfor flere og flere eksempler på forældre, som ikke er tilfredse med den lokale skole og derfor vælger en anden lidt længere væk eller måske en privat skole, som de mener kan byde på bedre udfordringer til netop deres barn. Den skitserede tendens rummer en nærliggende risiko for, at folkeskolen udvikles til at bestå af A- og B-skoler.

A-skolerne er de populære skoler, som har et godt ry og et stærkt brand. A-skolerne vælges af de resursestærke forældre, som gerne kører langt for at sikre sig, at den valgte skole opfylder deres behov. B-skolerne er for dem, der ikke har resurser til at vælge. B-skolerne tager sig således af de socialt belastede børn - både dem med dansk og dem med anden etnisk baggrund.

Opdelingen i A- og B-skoler udtrykker et paradoks, som rokker ved folkeskolens grundlæggende eksistensberettigelse: Skolen for alle. Det er paradoksalt, at netop folkeskolen - som skal kunne rumme og udfordre alle børn - ikke alene kan komme til at cementere, men også udtrykke skævheden i samfundet. Ledelsesopgaven i skolen er til enhver tid afhængig af den sociale kontekst, skolen indgår i, men det kan godt være, at ledelsen skal rette et endnu stærkere blik på netop udviklingen af den fælles folkeskole.

Skolelederens kommunikative og pædagogiske evner bliver derfor altafgørende. Det kræver personlig integritet, opmærksomhed over for andres meninger og behov og ikke mindst en faglig indsigt og stolthed at kunne lede læreprocesser. Der er ingen tvivl om, at der allerede rigtig mange steder netop bliver arbejdet målrettet og dygtigt med at fremme læreprocesser, som kan være med til at skabe et godt samspil mellem ledelse, lærere, elever, forældre og omgivelser. Min pointe er, at vi skal sætte mere fokus på dette aspekt og lære af de ledere, som er rigtig dygtige til det.

Det skal nemlig give god mening at vælge folkeskolen, både fordi den byder på rigtig god undervisning, og fordi den byder på unikke erfaringer og læringsmuligheder.

Den fælles folkeskole er i høj grad en udfordring for skolens ledelse, men det er også en udfordring for alle. Der er nemlig det særlige ved folkeskolen, at den ikke bare er de andres. Den er vores alles. Hvis vi skal undgå den skæve skole, skal vi ville folkeskolen, og vi skal som samfund prioritere den:

- For at skolelederen skal kunne have rum til at lede læreprocesser, må vi give ham eller hende frihed og tillid til at gå i dialog.

- Vi skal prioritere efteruddannelse og forskning, som giver lærere og pædagoger den faglige autoritet og den pædagogiske viden og indsigt, som gør en dialog meningsfuld. Og som ikke mindst gør, at man kan blive ved med at være stolt af at arbejde for en fremragende folkeskole.

- Vi skal prioritere skolebygninger, så vi udvikler læringsmiljøer, der modsvarer vidensamfundet anno 2008.

- Vi skal have mod nok til at lytte til de udenlandske eksperter, som peger på, at vi er ved at begå de samme fejl, som man har gjort i England og USA - og i stedet fokusere på udvikling af stærke læringsmiljøer med alsidige læringsmål.

- Og sidst, men ikke mindst, skulle vi måske revitalisere diskussionen om, hvad der er folkeskolens opgave.