Når en skoleelev i Danmark ikke har dansk som sit første sprog, er det min erfaring, at jo mindre eleven bruger og har mulighed for at udvikle sit modersmål i samspil med (også fagligt) sprogerfarne voksne, jo sværere er det for eleven at etablere de »tilsvarende« sprogredskaber på dansk.

Professor Anne Holmen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole skriver blandt andet:

»Den dominerende sprogpædagogiske tænkning er forenklet, fordi den er baseret på, at det nødvendige og tilstrækkelige andetsprog samles op ved social omgang og primært videreudvikles ved børnenes tilstedeværelse i skolen. Amerikanske forskere har eksplicit advaret mod den såkaldte 'sink or swim-method', hvor tosprogede børn henvises til at klare sig så godt som muligt i den almindelige fagundervisning, uden at undervisningen tager udgangspunkt i deres sproglige forudsætninger«.

Flere forskere har understreget, at det tager adskillige år at udvikle et nyt sprog tilstrækkeligt nuanceret til, at det kan bruges til læringsformål, og at kostbar tid derfor går tabt. Holmen henviser i den forbindelse til norsk forskning, der viser, at når modersmålet ikke udvikles og bruges aktivt i skolen, bliver udbyttet af den andensproglige børne- og ungdomsuddannelse ikke på noget tidspunkt alderssvarende med de elever, der undervises på deres modersmål! Denne forskning viser også, at vilkåret for optimalt skoleudbytte er at understøtte og udvikle modersmålet fra den tidlige barndom og videre i skolen sammen med andetsproget.

Mit vilkår som lærer for børn med dansk som andetsprog er, at jeg må bruge - og prøve at opfinde - måder til at forsøge at kompensere elevernes ringe eller manglende adgang til forståelse, indlevelse og betydningsbærende sproganvendelse via det danske sprog, med heraf følgende begrænset og manglende adgang til den læring, der foregår på dansk.

Denne kompenserende funktion, som den danske udgave af »synk eller svøm-metoden« suppleres med, sætter mit, skolens og samfundets arbejde i en helt utilstrækkelig situation, både hvad angår omfanget af kortsigtet »påklædning« til den aktuelle faglige læring og hvad angår fremadrettet, forbedret sprogligt læringsredskab for eleven.

Og virkeligheden havde ikke behøvet at være sådan for disse elever, hvis undervisning også var foregået på deres modersmål og dermed havde sikret både social og skole­relevant udvikling af alle elevers betydningsbærende sprog.

Dette ville de allerfleste lærere i dag ikke kunne tilgodese, selvom det lovgivningsmæssigt måtte være tilladt/krævet, da vi som regel ikke har adgang til de pågældende sprog. Men et vigtigt skridt på vejen kunne have været undervisning i og på deres modersmål i koordinering og udveksling med elevernes almindelige skolegang. Men denne ret og mulighed blev for en stor gruppe elever fjernet i 2002. Når nogle få af de ikke-pæredanske elever stadig har ret til modersmålsundervisning, ser det ud til, at det er, fordi de er omfattet af aftaler inden for EU- (og EØS-) samarbejdet. Dog har helt frivilligt (uden forpligtende internationale aftaler) også elever fra Færøerne og Grønland ret til modersmålsundervisning. Hvis begrundelsen for dette ikke er, at det er afgørende vigtigt for elevernes skoleudbytte, forstår jeg ikke dette resurseforbrug.

Og jeg forstår slet ikke, hvordan det for andre elever, der også har modersmål, der er utilgængelige for de fleste pæredanske lærere, skulle være mindre vigtigt og nødvendigt?

Kære undervisningsminister Bertel Haarder, kære integrationsminister Birthe Rønn Hornbech:

Hvorfor praktiseres denne indlysende uhensigtsmæssighed i Danmark - et af verdens allermest velhavende samfund?

Hvorfor byder vi elever med samme opgaver og samme forpligtelser i fremtidens samfund så forskellige uddannelsesvilkår?

Hvorfor giver vi en bestemt gruppe af de kommende medansvarshavende generationer så diskvalificerende deltagelsesvilkår?

Hvorfor giver vi bevidst og systematisk så ulige muligheder?