Da jeg i 1951 kom i skole som syvårig, havde jeg aldrig oplevet et anderledes menneske. Og det skal forstås med det formelle og selvfølgelige forbehold, at selv nok så hvide og ens danskere dog også er forskellige. I skolen og i landsbyen mødte jeg den første diversitet. I landsbyen var der en landsbytosse, Aase, som hørte naturligt til i billedet, hvis der til naturligt hører, at børnene drillede hende. I min klasse var der to andre diversitetsfaktorer til stede. Min sidekammerat, Nis, var Jehovas Vidne, hvad der først gik op for os, da vi fandt ud af, at han ikke deltog i religionstimerne. Han blev én af mine bedste legekammerater, og jeg kom ofte i hans hjem. Og for det tredje var der en pige, den smukkeste i klassen, som boede i fattighuset. Fattighuset kom jeg aldrig i, selv om der kunne have været al mulig grund til det.

I de 17 år, hvor jeg herefter gik i skole i stadig større byer, mødte jeg ingen medstuderende og ingen lærere, der var anderledes. Og dog: I en ungdomsforening mødte jeg en katolik. Også mennesker i de byer, hvor jeg studerede, var ens. Dette oplevelsesmønster, hvad angår det fremmede og det ens, vil formentlig være velkendt og gældende for flere nulevende generationer af danskere.

Én af mine tidligere studerende, Søren, bor i Kolding. Han er født i 1971. Vi skriver blandt andet bøger sammen. Sørens datter, Anna, er to et halvt år. Hun går i Vuggestuen Palmeallé, hvor der er 30 børn. Der er ti nationaliteter repræsenteret blandt børnene, herunder børn fra Bosnien, Somalia og Danmark. Børnene har navne som: Mohammed, Muhammed, Sali, Muna, Anna, Ole Emil, Sam Sam, Jonas, Christoffer, Emerly, Nico, Abokohr, Hasmin.

Jeg mødte en skoleleder på min egen alder i Århus for et års tid siden, som sagde: »Hvis nogen havde fortalt mig, da jeg gik på seminariet i 1960erne, at jeg en dag ville blive leder på en skole i Århus, hvor der var mere end 20 nationaliteter repræsenteret blandt eleverne, så ville jeg have sagt, at de ikke var rigtig kloge«.

De var rigtig kloge. Det er sandt. Vi lever i en mangfoldig verden, selv om det fortsat er lille Danmark, vi lever i. Der er ved at udvikle sig et helt nyt Danmark for vore øjne. Danmark bliver aldrig som i 1960erne, hvor skolelederen og jeg var unge studerende. Det nye Danmark er Annas virkelighed. Vi andre har svært ved at følge med. Derfor skal vi anstrenge os.

Søren og jeg har forsøgt at fundere over det nye samfund og de nye vilkår, der er ved at udvikle sig. Og det har vi udmøntet i en bog, der hedder »Mangfoldighedsledelse. Om mangfoldighed i virksomheds- og samfundsperspektiv«. I mit eget eksemplar af bogen har jeg med blæk skrevet et citat ind, som jeg hørte efter bogens udgivelse i en radiosamtale mellem Anders Laugesen og sognepræst Christina Rygaard Kristiansen. Her siger sognepræsten: »Når man ser på skaberværket, må man konstatere, at skaberen har haft trang til mangfoldighed«. Det er rigtigt, og derfor skal vi andre også arbejde med mangfoldighed: Se styrken i mangfoldigheden. Se styrken i forskellen.

Sociologen Peter Gundelach udvælger i sin bog »Det er dansk« tre elementer, som man kan tolke dansk mentalitet ud fra, nemlig: Fællesskab, frisind og lighed. Alle er de positivt ladede ord, og de har alle en bagside. Bagsiden af fællesskab er udelukkethed. Frisindets bagside er ligegyldighed, og lighedens bagside er middelmådighed. Disse bagsider skal vi være meget opmærksomme på for de er her. Er det modsatte af mangfoldighed enfoldighed?

Tegner vi det forenklede billede af et konformt eller enfoldigt dansk virksomhedsmiljø (offentligt eller privat), vil det være karakteriseret ved en traditionel ledelses- og medarbejderopfattelse og en ledelsesform, der søger stabilitet, kortsigtet effektivitet og ensartethed. Og et miljø, der er beliggende på en selvtilstrækkelighedsmatrikel med en dyb skepsis over for alt nyt og fremmed. Dette billede vil udgå fra nuværende og tidligere ledere, politikere og ejere og vil gennemsyre hele miljøet.

Mangfoldighed drejer sig om en inklusionsholdning. Om at kunne inkludere, rumme og dernæst udnytte og udfolde. Der er ingen enkle værktøjer, anvisninger, fasemodeller og tjeklister. Ingen beregninger og kalkulationer af de sædvanlige. Der er én stor kalkulation, der hedder: Vi kan gøre det meget bedre, hvis vi vil. Der er noget, for hvilket der ikke gives og ikke skal gives formler. Ledelse i bred forstand og ledelse af mangfoldighed er eksempler.

Steen Hildebrandt er professor, ph.d., Institut for Organisation og Ledelse, Handelshøjskolen i Århuswww.steenhildebrandt.dk