Fra cirka 1970 gives modersmålsundervisning af modersmålslærere. Nogle af dem er blevet bragt hertil som uddannede lærere af ambassadører fra deres egne lande, eller de kom hertil for at blive gift. Nogle er bare tilfældige mennesker, der beherskede sproget. Modersmålslærerne har en indvandrerbaggrund, men de skiller sig ud fra almindelige indvandrere, fordi de er bedre uddannede, og de er nok mere bevidste over for problemerne end dem, der har en meget kort skolegang bag sig.

Men de bliver behandlet ligesom alle andre indvandrere, når man for eksempel spørger dem: 'Hvor kommer du fra?', 'Er du glad for at bo i Danmark?', 'Sig det en gang til!', 'Hvad behager!'. I det daglige liv oplever de racisme, diskrimination.

I skolen sidder modersmålslærerne sammen i et hjørne; og i frikvarteret prøver de at forstå, hvad der står i kontaktbogen, der blev skrevet af en indvandrerforælder. I undervisningen hvisker de til indvandrerbørn, der ikke er i stand til at forstå det emne, der bliver behandlet, eller oversætter for dem, under de danske børns nysgerrige blikke. De hjælper forældrene med at løse konflikter mellem lærere og forældre, da de forstår forældrenes sprog og det danske sprog. De oversætter beskederne og brevene og bliver følelsesmæssigt også påvirket af børn, som ikke kan dansk, og som ikke kan tilpasse sig undervisningen. De prøver også at formidle kontakt mellem danskere og indvandrere og forhindrer fordomme og vold blandt både danskere og egne landsmænd. Det er også dem, der ofte bliver set ned på af danske lærere på trods af, at de har en uddannelse, der helt eller delvis svarer til den danske uddannelse.

Vi har forskellig baggrund og forskellige kvalifikationer:

- Der er lærere, kun uddannet i deres eget land.

- Der er lærere, uddannet i Danmark; denne gruppe lærere er den mest diskuterede, fordi de har taget en dansk læreruddannelse på trods af, at de kun har fem eller otte års skolegang fra deres hjemland.

- Der er lærere, uddannet både i Danmark og i deres eget land

- Der er lærere, der har en eller anden høj uddannelsesbaggrund og

- dem, der ikke har nogen uddannelse.

Det har givet et negativt indtryk, at man har ansat folk, som havde dårlige kvalifikationer. Ved at ansætte lærere med dårlige kvalifikationer fik man mindre respekt for modersmål og modersmålsundervisning. Det medførte dårlig indflydelse. Det gik selvfølgelig mest ud over elever og velkvalificerede modersmålslærere. Oven i købet prøver man at ansætte andengenerations-unge som modersmålslærere. De har også et dårligt kendskab til deres modersmål. Hvis man ønsker, de skal arbejde som modersmålslærere, må man på seminarierne undervise dem i det sprog, som de kommer til at undervise i senere.

En modersmålslærer skal have et kulturelt og sprogligt kendskab til elevernes baggrund.

En sådan forskellig baggrund indeholder mange modsætninger: Solidaritetsfølelsen har været mangelfuld. Lærerne kunne ikke være produktive, en nyskabelse på området har været tiltrængt, men blev forsømt. Lærerne har ikke været i stand til at engagere sig i sagen politisk og at organisere sig, fordi de, der kunne sproget, følte sig hævet over dem, der ikke kunne sproget. Det betød, at vi ikke kunne følge udviklingen, hverken fagligt eller politisk.

Under disse forhold er det svært at bevare og opbygge en positiv opfattelse af sig selv. Det er nemlig ikke nok at have et job og være økonomisk sikret, hvis man dagligt bliver mindet om sit dårlige sprog, anderledes udseende, skikke, moral, normer og så videre. For at fungere harmonisk er det nødvendigt at føle sig accepteret, som man er, føle, at der er plads til at være anderledes uden omgående at blive sammenlignet med en, der forstiller sig.

Sidste år begyndte man at diskutere modersmålslærernes kvalifikationer på grund af vores udenlandske eksamen, mangel på kvalitet og på grund af vores accent eller manglende danskkundskaber. Det formindsker ligestillingen mellem danske og udenlandske lærere, at Danmark ikke har nogen formulering om hverken modersmålsundervisning eller ansættelseskriterier for modersmålslærere i forhold til de andre europæiske lande. Holland tilbyder for eksempel alle nybegyndte modersmålslærere to års supplerende uddannelse, hvor der bliver undervist i værtslandets sprog og pædagogik.

En tosproget lærer skal have en seminarieuddannelse i lighed med en almindelig dansk seminarieuddannelse. Disse lærere skal på Danmarks Lærerhøjskole gennemgå såvel danskkurser som kurser om folkeskolen og om de specielle, socio-kulturelle og psykologiske faktorer i forbindelse med at være tyrker, iraner, pakistaner og så videre i Danmark.

Det kræver en holdningsændring på politisk plan. Man må først godkende vores diploma fra hjemlandet. Derefter må disse lærere følge et efteruddannelsesprogram, der er specielt tilrettelagt for dem.

Modersmålslærer i København.