Jeg har fået en lyserød fluesmækker af TV 2. Aha, tænkte jeg, endelig et frynsegode. Jeg mindes min tid i et medicinalfirma, hvor jeg sad på det kontor, der administrerede tilgift til lægerne. Det var så sandelig gaver af en noget anden kaliber. Nå, men meningen er god nok. Jeg skal huske at se og reklamere for efterårets stort anlagte udsendelse om, hvordan man på kun 100 dage kan anbringe en skole i verdensklassen.

Udsendelserne på TV 2 sendes, samtidig med at antallet af uddannede lærere i folkeskolen daler faretruende, fordi en stor gruppe går på pension. Det kan man læse om i alle aviser netop nu. Vi står nu med prisen for firsernes sparerunder efter SIFU (Sidst Ind Først Ud). Kommunerne skulle spare, og den nemme løsning var at fyre de yngste, hermed undgik man bekymring og uro på skolerne, og hvad der ikke kan undre: Flertallet af lærerne og DLF bakkede op om SIFU, ikke fordi vi syntes, løsningen var god, men fordi vi ikke kunne forestille os en bedre metode.

Det nytter ikke noget at kaste med skyld eller være bagklog. I stedet må man se fremad og se på, hvordan vi kan klare den nye situation. Der er mange forslag til overordnede politiske løsninger. Der skal tænkes utraditionelt, og det koster rigtig mange penge at gøre det attraktivt at blive lærer.

Ude på skolerne står vi nu med problemet. Vi skal finde nye folk. Jeg ved, at man tidligere har valg at satse på at ansætte store grupper af unge nyuddannede. Den ansættelsespolitik har to ulemper. For det første får man en splittet medarbejdergruppe (de unge og de gamle), og for det andet kommer man på sigt til at skabe en ny situation som den, vi har i dag. En vigtig fremadrettet lokal politik på ansættelsesområdet må være så vidt muligt at lukke hullerne i alders- og erfaringsrækken i lærerkollegiet. På min skole har vi for nogle år siden foretaget en udbygning, og det har betydet, at antallet af lærere er tredoblet. Det har altså været muligt for os at sammensætte et lærerkollegium. Vi har bevidst valgt en jævn aldersfordeling. Først nu aner vi lærermanglen, men da vi ikke har den store afgang på grund af pension, er vi heldigere stillet end de fleste.

De første ikke-uddannede, der i stor stil har fået ansættelse i folkeskolen, er de lærerstuderende, som i kraft af deres engagement og energi kan være en gevinst for skolen. Men de mangler både erfaring og en del teoretisk viden. Hos os sørger vi for ved fagfordelingen at sætte dem i team med erfarne lærere. Det plejer at være en fordel for begge parter. Faren er, at nogle af de studerende ender som evighedsstudenter. Her har både ledelse og lærere en stor opgave med at skabe de bedste betingelser og give et kærligt skub.

De næste, der allerede nu ansættes på mange skoler, er folk fra andre erhverv eller studenter. Det er mere bekymrende. De faglige krav, der stilles ovenfra, og de pædagogiske udfordringer, som eleverne byder på, nødvendiggør, at alle bliver læreruddannet. Selv om de ser nok så meget TV 2, mangler de fundamentet.

Her og nu er en af lappeløsningerne, at der afsættes rigelige resurser til lærere, der fungerer som faglige vejledere på skolerne. Hvis læsevejleder og matematikvejleder gør deres arbejde rigtigt og bruger deres ekspertviden på en ikke doserende hovskisnovski-måde eller anvendes som ledelsernes forlængede kontrolarme, så har de en god chance for at hjælpe både de erfarne, de nyuddannede og de ikke-uddannede lærere i gang med de nyeste metoder. Heldigvis er det nu på de fleste skoler sådan, at dørene til klasselokalerne står åbne for erfaringsudveksling, det er anerkendt at være ekspert, og det er ikke længere »farligt« at bede om hjælp hos kolleger, vejledere eller ledelse.

Fluesmækkermetoden, altså 100 dages berømmelse i primetime på TV 2, er naturligvis også en løsning. Problemet er bare, at den kun virker én gang. Stort tillykke til Gauerslund Skole. Jeg er sikker på, at I ikke får de store rekrutteringsproblemer i tiden fremover.