Kommentar fra fagbladet Folkeskolen
ABC - leg og læring
Seminarielærer og cand.mag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Regeringen mener nok, at børn kan tåle og trænge til at blive undervist allerede i børnehaveklassen. Den har også forslag til, hvordan det kan gøres. Det har de også i Rødovre Kommune, men der går man mere radikalt til værks.
Undervisning, det er jo sådan noget, lærere kan, så skole- og fritidsforvaltningen foreslår, at lærerne sættes til at undervise i 25 timer i børnehaveklassen. Børnehaveklasselederen erstattes af en børnehaveklasseassistent, der også er til stede - men altså ikke underviser - i 25 timer. Læreren skal fortsat have klassen i det samme timetal i 1. og 2. klasse, mens børnene der kan nøjes med en pædagog i syv timer.
En af begrundelserne for forslaget er, at 'forældrene savner det legeprægede, som pædagogerne er så gode til, i 1. klasse'. Så det er jo kun rimeligt at lade lærerne overtage undervisningen i børnehaveklassen - eller hvad?
Baggrunden for forslaget er, at forældrene, ligesom regeringen, godt vil have, 'at børnene tidligere begyndte at lære noget i skolen'. Men altså på en legende måde også længere op i skoleforløbet. Det har vi faktisk et ord for: Det udvidede undervisningsbegreb, som lige- og sidestiller leg og læring. Og selv om hverken lærerne eller pædagogerne får de rigtige forudsætninger for at kombinere leg og undervisning i deres uddannelse, så er det formentlig pædagogerne, der har de bedre kvalifikationer.
De tænker for eksempel ikke i fag, skemaer og timer, men i aktiviteter tilrettelagt efter børnenes forudsætninger og interesser under hensyntagen til en helhedsudvikling. Til gengæld ved de ikke meget om den aktivitet, der hedder undervisning, selv om de ofte underviser under aktiviteterne.
Hverken lærerne eller pædagogerne i Rødovre er begejstrede, så de må tænke videre i skole- og fritidsforvaltningen. For at holde kontinuiteten i udviklingen, der snarere fører børnehavens pædagogik ind i skolen og børnehaveklassens metoder op i 1. og 2. klasse, end den trækker den traditionelle skole ned over skolestarten, kunne de måske overveje følgende forslag.
Lad undervisningen starte i børnehaveklassen, der så skifter navn til 1. klasse. Skriv en ordentlig undervisningsvejledning. Ligestil børnehaveklasselederne fagligt og økonomisk med lærerne som indskolingslærere, og lad dem danne et permanent indskolingsteam med skiftende projektledere. Skal der være en gennemgående figur over de tre år, bør det være børnehaveklasselederen, der trods manglerne i sin uddannelse ofte har en større indfølings- og indlevelsesevne i børnenes situation. Og en betydelig erfaring med arbejdet. Men lærernes og pædagogernes uddannelse bør laves om; ingen af dem får i dag de nødvendige kvalifikationer til indskolingen.
Det gælder for begge parter specielt i forhold til pædagogisk anvendelse af edb.
Morgendagens folkeskole vil være præget af tværfagligt, undervisningsdifferentieret projektarbejde med informationsteknologi som organisatorisk og redskabsmæssigt omdrejningspunkt. Og grundlaget skal ifølge folkeskoleloven lægges i indskolingen! Hvordan vil indskolingslærerne håndtere en undervisning, hvor børnene selv laver elektroniske bøger, videooptagelser og redigering på computer og mikser tekst, tale, tegning, lyd, læsning og animation i deres egne multimedieprodukter? De seks-syvårige kan godt; kan lærerne og pædagogerne også?
Når statsministeren forestiller sig, at 'man allerede i børnehaveklassen tog fat på en form for undervisning i noget, man kunne løbe ind i 1. klasse', må man spørge: Jamen, hvad er det, de løber ind i - og hvilken form for undervisning snakker vi om?
Løsningen er ikke at bede lærere, der måske ikke har sat deres ben i indskolingen i ti år, om at varetage en forsvarlig undervisning af de seksårige i børnehaveklassen. Ofte er hverken de eller børnene tjent med det. Heller ikke i Rødovre.